Hvor andre måske ser historiske uenigheder, fejltagelser og misforståelser, ser identitetspolitikken magtkonstruktioner, der skal smadres, for at en ny magt kan komme til.

Spørgsmålet er naturligvis, om det er klogt at dømme folks hele virke på deres moralske habitus?

Det er indlysende, at enhver nuancering af sproget åbner mulighed for at indse nye sider af tilværelsen, men kampen mod andres sprogbrug har bare intet med sproglig udvikling og erkendelse at gøre.

Kunst og kultur er ikke bare dannet tidsfordriv, men noget, der giver nødvendig inspiration, håb og nye tanker i en omskiftelig verden.

Man har ikke ret, fordi man er lesbisk eller muslim eller undertrykt eller arbejder. Man har alene ret, hvis man har det bedste argument.

Problemet med identitetspolitikken er, at den flår forestillingen om et menneskeligt fællesskab fra hinanden.

Hvad identitetspolitikken ikke accepterer, er ufiltrerede tilkendegivelser i det åbne rum.

I modsætning til Jyllands-Posten, der nyder momsfritagelse og årligt modtager en massiv millionstøtte fra staten, drives Gyldendal på markedsvilkår. Det hindrer os imidlertid ikke i fortsat at udgive vægtig litteratur.

Når coranakrisen er overstået, og hverdagen igen vender tilbage, så er hverken borgere eller samfund til for statens skyld. Det er den anden vej rundt.

Den ansvarlighed, danskerne udviser, hele forudsætningen for vores gensidige tillid, er et resultat af vores kultur.

Den hvide mand er privilegieblind og ikke værd at gå i dialog med, for han kan ikke forandre sig og se egne mangler. Var det i marxismens storhedstid, ville man sige, at han led af »falsk bevidsthed«. I dag er det nok med et affejende »okay, boomer!«

Hvis det er sådan, man i DR tolker de politiske meldinger, så er der behov for nye tolke, herunder en anden generaldirektør.

Måske Mette Frederiksen for klarhedens skyld kunne tydeliggøre, hvad det præcis er for spilleregler, hun mener man skal overholde for at opføre sig ordentligt.

Amazon har ifølge The New York Time forbilledligt klart forklaret en forhandler, at de »forbeholder sig retten til at afgøre om det tilvejebragte indhold giver en acceptable oplevelse (hos kunderne).«

Lægger man sig ud med et totalitært regime, får det konsekvenser.

At udskifte bestyrelser med et skuldertræk og indsætte en stadig aktiv politiker som formand er en grov tilsidesættelse af armslængdeprincippet og et klart svigt af den fine forvaltningsmæssige tradition, vi har haft i dette land.

Sara Blædels seneste roman, »Pigen under træet«, fik en temmelig dårlig modtagelse af de gamle dagblade, men blev løftet til skyerne af nettets bloggere og har siden udgivelsen indtaget bestsellerlisterne.

Lad os i stedet genopfinde det Danmark, der er bevidst om, at tillid er vores fornemmeste kulturelle arv og allerstørste aktiv i fremtiden.

Årgangene med den reducerede læseadfærd er først nu ved at komme igennem gymnasiet, og enten gør det ikke noget i forhold til at tilegne sig en videregående uddannelse, bestride et job med stor kompleksitet og skaffe sig den kulturelle horisont, som litteratur traditionelt har været hovedleverandør af, eller også er der en katastrofe under opsejling.

Nu står vi med en statslige medieproduktion, der relativt set aldrig har været svagere. Det er en ulykke, vi selv har forårsaget.