Berlingske den 5. februar 2020
Verdens totalitære supermagt, Kina, blev i sidste uge edderspændt over en dansk dagbladsillustration, der viste coronavirus indtegnet i det kinesiske flag fremfor de fem sædvanlige stjerner symboliserende kommunismen samt landets fire sociale klasser.
Det var en fornærmelse, mente Kinas ambassadør, mens nogle af os andre omvendt tænkte, at det nu var en meget elegant kommentar til, hvorledes et ulykkeligt sygdomsudbrud kunne true kommunistpartiets magt.
Præcis det var jo tilfældet i 2003, da et udbrud af SARS først blev benægtet, indtil katastrofens omgang blev så omfattende, at den ikke længere kunne skjules. 800 døde, og styret var både miskrediteret og rystet. Men det var ikke bare Jyllands-Postens tegning, der i den forløbne uge gjorde den kinesiske ambassade muggen.
Kunstneren Jens Galschiøt bidrog også til det dårlige humør. Han havde fået opsat endnu en af sine banale rædsler i det offentlige rum, et otte meter højt skrummel på Christiansborg Slotsplads, der skulle gøre opmærksom på situationen i Hong Kong. Det mente ambassaden var at blande sig i indre kinesiske anliggender, og kunne Københavns kommune straks se at få den fjernet!
Nogle, der allerede har foldet en del af ytringsfrihedens faner sammen, er de liberales hoforgan, The New York Times.Det meddelte sidste år, at det ikke længere ville bringe netop satiretegninger. Beslutningen kom, efter at avisen havde trykt en illustration af Israels Benjamin Netanyahu, der kunne tolkes som antisemitisk. Så derfor slut med ukontrolleret satirefis i det, som de selv kalder for »verdens bedste avis«.
De kinesiske myndigheder må have bifaldet den beslutning, som naturligvis blev truffet i den politiske korrektheds højborg på Manhattan for ikke at træde en stadig mere sensitiv tid over tæerne.
Et uforglemmeligt kapitel
Herhjemme var de danske medier enige om at forsvare Jyllands-Posten. Selv Politiken, der ellers fik sit helt eget uforglemmelige kapitel i ytringsfrihedens historie, da den over for profetens efterkommere undskyldte for muhammedtegningerne. Til gengæld var der ingen nævneværdig opbakning til tegningen i hverken de sociale mediers kommentarspor eller i avisernes læserbrevsspalter.
I Politiken mente den scenevante jurist Eva Smith, at den intet havde med ytringsfrihed at gøre. »Det er et spørgsmål om empati og almindelig ordentlig opførsel i forhold til et land i en meget vanskelig situation,« forklarede hun.
I de mange øvrige kommentarer, der fordømte Jyllands-Postens pletskud, kunne man spore en bekymring for tabte eksportindtægter, hvilket må siges at være helt reelt. Lægger man sig ud med et totalitært regime, får det konsekvenser. Det har Kina vist gang på gang. Men det har også konsekvenser, hvis man opgiver at værne om retten til at sige og tegne, hvad man tænker. Det har for eksempel den konsekvens, at vi så ikke længere er Danmark.