Politiken den 14. maj 2020
Den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj omfavner i disse år identitetspolitikken. På højrefløjen kommer det til udtryk ved en skærpet nationalisme, mens det på venstrefløjen udmønter sig i en endeløs række af krænkelsessager med afsæt i køn, seksualitet eller kultur.
Tanken om, at samfundsforandringer bør ske på grundlag af universelle principper, bliver afviklet. I stedet stilles vi overfor krav om at underlægge os minoritetsgruppers særinteresser og altid relative sandhedsbegreber.
Politikens kommentator, Eva Eistrup, mener (10.5.20) overrumplende, at alt fra bondebevægelse
over arbejderbevægelse til kvindebevægelse er udtryk for identitetspolitik, men ingen af de nævnte bevægelser har dog nogensinde vundet sejre ved at hævde, at indsigter skulle være afhængige af køn, kultur eller seksualitet.
Man har nemlig ikke ret, fordi man er lesbisk eller muslim eller undertrykt eller arbejder. Man har alene ret, hvis man har det bedste argument.
Marxismen påstod ganske vist, at der fulgte en særlig indsigt med det at være arbejder (andre var nemlig udstyret med noget så ækelt som ”falsk bevidsthed”), men just som man troede, at dén groteske idé var efterladt på historiens mødding, er den med hjælp fra socialkonstruktivismen genopstået som ja, identitetspolitik.
Grundlæggende har de mennesker og bevægelser, der har udvirket fremskridt i verden haft tillid til, at oplysning, fornuft og flittig aktivisme kunne skabe forandring. Den vigtige #MeToo-bevægelse kan således ses som et led i den selv samme kamp mod en indlysende uretfærdighed, men risikerer nu at kuldsejle ved at blive gjort til et redskab i den identitetspolitiske magtkamp. For det er jo det, det er: Et spørgsmål om magt.
Identitetspolitikkens afvisning af universalitet og dens optagethed af særinteresser er en intellektuel blindgyde, et frontalangreb på oplysningstanken og overalt hvor den slår rødder en udfordring for åndsfriheden, ytringsfriheden og den kunstneriske frihed.
Den er også en udfordring for den venstrefløj, som vi slet ikke kan undvære, fordi det er herfra, at den nødvendige systemkritik kommer. Med omfavnelsen af identitetspolitikken risikerer venstrefløjen imidlertid at afmontere sig selv.
Hvor slemt det kan gå, kan Eva Eistrup se af Corbyns aktuelle kollaps i England eller i sit eget partis historie.
I 2007 var Asmaa Abdol-Hamid trådt ind i Enhedslisten, selvom hendes holdning til dødsstraf og homoseksuelle var mærkelig uklar, ligesom hendes syn på tørklæde til kvinder og manglende håndtryk til mænd ikke umiddelbart svingede med et sekulært parti som de fusionerede socialister i Enhedslisten.
Spørgsmålet var dengang, om man skulle lade sig rive med af de identitetspolitiske vinde og rumme Asmaa Abdol-Hamid, eller om der var nogle afgørende universelle principper, man burde stå vagt om?
Enhedslisten valgte det sidste og undgik med nød og næppe at ryge ud af Folketinget. ”Minoritetsbingoet”,
som det blev kaldt, hvor personlige erfaringer, kultur og følelser overtrumfer argumenter, havde ingen som helst appel til vælgerne.
Det har økonomen Thomas Piketty også blik for. I sin seneste bog, ”Kapital og ideologi”, advarer han om, at venstrefløjen er gået fra traditionelt at repræsentere de lavtlønnede til efter år 2000 at repræsentere de højtuddannede. For eksempel sådan nogle med fast klummeplads i Politiken.
Det har fået de økonomisk svageste til at vandre mod højre. Langt mod højre. Til partier, der faktisk taler deres sag og i øvrigt forholder sig kritisk og populistisk til globalisering, immigration og elite.
Intet af dette synes dog at have strejfet Eva Eistrup eller en anden af Politikens altid enslydende meningsleverandører, psykoanalytikeren, Tine Byrckel (9.5.20). Begge er de først og fremmest opbragt over, at jeg er så tølperagtig, at jeg kalder identitetspolitik for en virus, men det tænker jeg nu, er meget rammende. Ikke på en dødelig måde som Covid19, forstås, men som et tankemønster med stor spredningskraft og betydelige skadevirkninger. Derfor metaforen.
I øvrigt ville det være velgørende, om de to klummeskribenter afstod fra at
kommentere mit ordvalg, men i stedet forholdt sig til mine synspunkter. Måske
vi så kunne blive klogere i fællesskab? Det er trods alt det, der bringer os
videre.