Berlingske den 27. maj 2020
Verden kommer sikkert til at ligne sig selv på den anden side af coronaen, men derfor kan vi jo godt overveje, om der var noget, der burde være anderledes. For eksempel i kulturpolitikken. Her er i hvert fald fem forslag til overvejelse.
Kunst og kultur er ikke bare dannet tidsfordriv, men noget, der giver nødvendig inspiration, håb og nye tanker i en omskiftelig verden. Lad os se dén erkendelse afspejle sig i ethvert partiprogram og lad os høre det komme til udtryk, når politikere taler og handler. Politik skal ikke alene være et spørgsmål om økonomi og administration, men nok så meget om det, der har gjort os til dem, vi er, og det, som danner afsæt for, hvem vi kan blive. Vores kultur med andre ord.
Punkt to: Førhen var det konger og mæcener, der holdt hånden under kunsten og det excellente. I dag er det primært staten, men det fungerer kun, hvis staten forstår, at den skal »støtte, ikke styre«. En stor hjælp til vores kulturinstitutioner vil derfor være, hvis armslængden blev større og detailstyringen mindre, og at man indførte lange bevillingsperioder, så man strategisk kunne udvikle institutionerne og løfte ambitionsniveauet.
Som det tredje bør man grundigt overveje, om DR løser den opgave, DR er blevet stillet, eller om der er behov for at tydeliggøre, at meningen med institutionen er at virke til fremme for dansk kultur og oplysning fremfor partout at ville være en hip medievirksomhed.
Det bør i det mindste vække til eftertanke, at Phillip Faber under nedlukningen med få midler fik samlet tusindvis af danskere til fællessang.
Bortset fra dette spillede DR ingen særlig rolle i perioden, og det er altså vældig megen usynlighed for op mod fire milliarder kroner om året.
Det fjerde område, der bør sættes ind i forhold til, er læsning. Unge læser ikke i nær samme grad som tidligere, hvilket svækker evnen til fordybelse og til at gennemskue komplekse problemstillinger samt en hel del andet. Det er meget bekymrende.
Forældre, lærere og politikere bør derfor samles om en national læsestrategi, der ændrer på den grundigt dokumenterede udvikling, og så bør man overveje at gribe til arsenalets mest indlysende våben: Fjernelse af den danske bogmoms, verdens højeste. Dette vil bringe os på niveau med vores nabolande og give litteraturen samme vilkår som andre af landets medier.
Endelig bør man fra politisk hold ikke bare se på, hvad der tjener kulturinstitutionernes snævre interesser, men hvad der på langt sigt vil skærpe efterspørgslen blandt de borgere, der finansierer festen.
I andre lande har man haft fornøjelse af at udlevere kulturklippekort til unge, som de så frit kunne anvende til scenekunst, litteratur og koncerter. Det er sådan noget, man gør, hvis man ser sig selv som en kulturnation, der vil styrke dannelsen og selvforståelsen og dermed ruste befolkningen til næste gang, en krise kommer rullende.