Berlingske den 10. juni 2020
Intet konstruktivt er nogensinde kommet ud af grove fornærmelser. Donald Trump gør intet godt med sit had og konstante dem og os-retorik. Det er bare højrenational identitetspolitik for fuld udblæsning.
Konsekvensen er, at verden bliver dårligere til at finde sammen om løsning af påtrængende problemer som pandemier, klimaproblemer, emigrationsstrømme og fattigdom. Den slags, der ikke bare er teoretiske konstruktioner, men konkret og skræmmende virkelighed.
Imidlertid er det ikke kun stor-skala-fornærmelser, der stiller sig i vejen for det fælles. Det gør også fornærmelser i den helt lille skala. For eksempel når man gør det til et vægtigt problem, at andre bruger ord som »handlingslammelse« (krænker de lamme), »vimse« (er kønsstereotypt), »tøsedreng« (er nedsættende overfor kvinder) og »han« /« hun« (ekskluderer de ikke-binære).
Det er den slags tosserier, som tiden har fået på hjernen, fordi man i visse akademiske kredse har hypnotiseret sig selv til at tro, at alt er konstruktion, ikke mindst sproglige konstruktioner, og at man derfor kan skabe en ny virkelighed, hvis man blot kan tale sammen på en anderledes og mere reguleret måde.
Det er indlysende, at enhver nuancering af sproget åbner mulighed for at indse nye sider af tilværelsen, men kampen mod andres sprogbrug har bare intet med sproglig udvikling og erkendelse at gøre.
Det er alene et forsøg på at erstatte en påstået hvid, maskulin sprogstruktur med en struktur, der skal bane vej for alle de grupper, som sproget historisk set har holdt nede. Derfor den store optagethed af at få ændret »formand« til »forperson«, mens ingen eksempelvis synes, at »bussemand« er problematisk.
Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler vores sprog og begreber, men hvis udvikling bliver til udskamning, opnår vi det modsatte, nemlig en indskrænkning af sproget og dertil en umenneskeliggørelse af de ukorrekte.
Den slags vidste George Orwell alt om. I romanen »1984« demonstrerer han, hvor effektfuldt det er, hvis man kan forandre, begrænse eller helt forbyde farlige ord og tankemønstre, hvilket præcis er det, der sker i dag, når man uagtet afsenderens intention gør bestemte ord og vendinger til noget alarmerende. Frem for den selvudnævnte rolle som sprogpoliti bør det være en central akademisk bestræbelse at tale imod løgn, manipulation og de store fornærmelser og samtidig pointere, at alle må kunne besidde så megen robusthed, at man skal kunne rumme de små. Ikke mindst akademikere selv.
De evindelig trut i krænkelsestrompeten bidrager med intet konstruktivt. Virkeligheden forstået som naturlove, biologi og faktiske begivenheder er naturligvis ikke alene en kulturel og sproglig konstruktion, men noget konkret eksisterende, som kan sanses og tolkes lige så mangfoldigt, som der er mennesker til. Det er jo det, der gør, at den altid er værd at tale om. Også på måder, der indimellem vil virke stødende.