Berlingske den 24. juni 2020
Forlagskæmpen Bonnier rystede ikke på hånden, da en af dens forfattere, Paolo Roberto, i sidste måned blev til taget med bukserne nede. Bogstaveligt talt. De trak omgående alle hans bøger tilbage og stoppede alt videre salg.
Adam Dahlin, litterær chef på forlaget, forklarede handlekraften således: »Efter at vi fredag eftermiddag erfarede, at Paolo Roberto blev taget i en razzia mistænkt for sexkøb, har vi besluttet at afbryde samarbejdet med ham.«
Lidt af en begmand til den mediekendte Roberto. Han er tidligere bokser, skuespiller og forfatter til en række koge-og helsebøger, som Bonnier hidtil har udgivet med stor begejstring, men nu er begejstringen altså kølnet.I Sverige må du gerne være prostitueret, men du må ikke købe sex, og du må slet, slet ikke være både sexkunde og forfatter hos Bonnier, så ud med stjerneforfatteren.
I USA har også den aldrende Woody Allen svært ved at komme til orde.
En ellers ikke dokumenteret påstand om, at han skulle have sexkrænket et af sine adoptivbørn, har haft vidtrækkende konsekvenser. Amazon har afblæst en distributionsaftale til omkring 460 millioner kroner, og hans seneste produktion, den fortræffelige »A Rainy Day in New York«, har haft svært ved at få premiere. Og ikke nok med det. Forlaget Hachette Book Group droppede tidligere på året Allens selvbiografi, »Apropos of Nothing«, efter at adskillige af forlagets medarbejdere i protest havde nedlagt arbejdet.
Allen har hele tiden afvist anklagerne.
Lige nu diskuteres det så overalt i Vesten, at det ikke bare bør være nulevende kunstnere med en muligt flosset moral, der skal væltes af piedestalen, men potentielt alle ikoner gennem tiden.
Herhjemme har man længe skulet ondt til Holberg, der ejede en aktie i en slavehandelsvirksomhed, men snart må også Søren Kierkegaard vel stå for tur. Han var stålsat modstander af demokrati og havde et noget bagstræberisk kvindesyn. Eller hvad med H. C. Andersen? Ville han være blevet godkendt som fodboldtræner eller spejderleder, hvis han havde ansøgt i dag? Og ville Bonnier have udgivet ham? Man kan da have sine tvivl.
Spørgsmålet er naturligvis, om det er klogt at dømme folks hele virke på deres moralske habitus? Det er det næppe, hvis vi ellers gerne vil blive klogere på andet end vores egen selvgodhed og tidsbundne forargelse. Store kunstnere, vigtige statsmænd og alle andre er jo sammensatte størrelser, der fortjener at blive fremhævet for deres meritter og ikke bare udskammes, fordi de også rummer mulige uflatterende træk.
Malene Ravn har netop udgivet en stærk roman, »Hvor lyset er«, om maleren Carl Fischer. Han var ikke rigtig noget sympatisk menneske, forstår man, men til gengæld en god kunstner. Skal det første ligge den sidste til last? Ravn selv fælder ingen dom, men hun lader en af sine figurer, kollegaen Asta Ring Schultz, sige det rigtige til Fischers kone: »Det er jo værket, der tæller, kære Ely.«.~