Berlingske den 29. april 2020
Covid-19 er ikke til at spøge med.Det ved vi nu. En anden virus er imidlertid også på spil, og den er mindst lige så ufestlig. Den er ikke sprunget ud på et marked i Wuhan, men ud af de bedste hoveder i Vesten. Derfra har den spredt sig til resten af verden.
Der er tale om »identitetspolitik«. En fæl mutation af marxisme podet med en anden modestrømning, socialkonstruktivisme. Hvor marxisme hæver, at verden gennem kamp mellem klasser må bevæge sig mod det lykkelige endemål, »proletariatets diktatur«, hævder socialkonstruktivismen, at sand viden i grunden ikke findes. Kun konstruktioner formet af køn, kultur, seksualitet etc. Viden er her altid noget relativt.
Marxismen og socialkonstruktivismen er enige om, at den vestlige verden bygger på undertrykkelse, og undertrykkelse skal bekæmpes. Enten ved en revolte eller ved på socialkonstruktivistisk vis at afdække de magtsættende strukturer med henblik på at få indsat nogle andre. Tankerne fra disse to samles i dag i identitetspolitikken.
#MeToo-bevægelsen udsprang af en berettiget protest mod overgreb, men er i dag et gidsel i den identitetspolitiske kamp. Det samme er talløse universitetsstudier, hvis evangelium efterfølgende udbredes af nyudklækkede diversitetseksperter.
Amerikanske forlag opfordres til at etablere »sensitivity boards«, der skal sanere ud i stødende indhold. Film-og teaterbranche opsøges af kommissærtyper, der vil hjælpe med at få skællene til at falde fra øjnene. Det er et spørgsmål om faglighed, må man forstå. Ikke et spørgsmål om ytringsfrihed og slet, slet ikke et spørgsmål om at have tillid til, at alle må kunne håndtere et vist mål af overraskende, anderledes eller ubehagelige udtryk og synspunkter.
På Kunstakademiet kan man for tiden se plakater med følgende tekst: »Ingen sag er for lille. () Der findes ikke en objektivt fastlagt grænse mellem acceptabel omgang mellem mennesker og chikane, opfattelsen er ofte meget forskellig fra person til person, og netop derfor er det yderst vigtigt, at man som krænket tror på sin egen oplevelse af en given situation.«
Føler man sig krænket, er man krænket. Det har også Københavns Universitet tidligere indskærpet.
Under dække af at forsvare de undertrykte knæsætter identitetspolitikken, hvad der er tilladeligt og gennemtvinger med afsæt i enhver tænkt sårbarhed skærpede retningslinjer for vores sprog og almindelige omgang, for den videnskabelige praksis og for kunstneriske udtryk. Hvad identitetspolitikken ikke accepterer, er ufiltrerede tilkendegivelser i det åbne rum.
Projektet har appel - man kæmper ofrenes sag - men konsekvensen er fordummelse: Vi får en verden, hvor tankens frihed forkrøbles af en tidsbestemt normsætning, der ikke bare er dybt anti-intellektuel, den er også totalitær i al sin blåøjede selvretfærdighed.Den virus bør man faktisk ikke holde afstand til.
Den bør udfordres. Ikke mindst af ledelsen på vores fremmeste læreanstalter.