Berlingske den 8. januar 2020
Da The New York Times i 1967 anmeldte beatforfatteren Jack Kerouacs »On the Road«, var det knald eller fald for den rastløse styrvolt, der seks år tidligere havde udgivet »The Town and the City« til behersket begejstring samme sted.
Sammen med sin kæreste, Joyce Glassman, var han omkring midnat gået ned til kiosken på 66th Street for at se, hvad der stod i den varslede modtagelse.
Anmelderen, Gilbert Millstein, var begejstret: »Denne udgivelse er en historisk begivenhed,« konstaterede han. Dermed ændrede han både Kerouacs liv og litteraturhistorien som sådan. Beatgenerationen havde med Millsteins kritik for alvor meldt sin ankomst i offentligheden.
Midnatstid har også gennem årene været skæbnetime for danske forfattere.
Det var her, man mødte frem på Rådhuspladsen for at få dommen over seneste værk i morgendagens aviser. Sluttede en ellers løfterig forfatterkarriere lige dér midt i hovedstadens nat, eller blev man som ung debutant løftet direkte ind på parnasset? Anmelderne tændte eller slukkede drømmen om et liv som kunstner. Ikke nødvendigvis fordi kunstneren fandt vurderingen rimelig, men alene fordi den blev alle bekendt.
Det blev dét, »man« mente. Kunstneren var blevet vejet og måske fundet for let Da digteren Bo Nissen i 1969 debuterede med »Eengangsdigte«, kvitterede Poul Borum lakonisk: »Forhåbentlig«. Da Hans Brix 30 år tidligere fældede dom over Johannes Buchholtz' »Fugle på taget«, lød det således: »Tolv noveller. Fugle på taget.Hvad for fugle. Ikke duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.«
Den litterære bedømmelse skal være empatisk over for kunsten, men det har aldrig været et krav, at den også skulle være empatisk over for kunstneren. Han eller hun må ofte stå model til grumme hug - og hvor det ovenikøbet regnes for dårlig stil at svare igen.
Én, der foregreb den situation ved ganske enkelt at anmelde sig selv, var den unge digter Michael Strunge. Det skete i Politiken, da han i 1985 udgav digtsamlingen »Verdenssøn« under pseudonymet Simon Lack.
»Hans enestående beherskelse af sproget overgår langt, hvad man ellers ser hos en digter på 21,« skrev Strunge om sig selv.
I dag er det svært at se, at en enkelt dagbladsanmelder har en magt som de her nævnte. Indsigten kan sagtens fortsat være til stede, men i en verden af sociale medier er magtforholdene ændrede.
Sara Blædels seneste roman, »Pigen under træet«, fik for eksempel en temmelig dårlig modtagelse af de gamle dagblade, men blev løftet til skyerne af nettets bloggere og har siden udgivelsen indtaget bestsellerlisterne.
Det er nye tider for anmelderiet, litteraturen, og hvad der skaber fremtidens milepæle. Jeg glæder mig over den digitale mangfoldighed og krydser fingre for, at den ny virkelighed hen ad vejen bliver påvirket af den gamle anmelderverdens faglighed.
Den kan nemlig ikke undværes, selv om hovmodet nok også fremover vil være dens følgesvend.