Berlingske den 24. december 2019
Da statsminister Mette Frederiksen holdt sin første åbningstale, slog hun fast, at vi ganske vist ikke har guldminer i det her land, »men vi har noget, der er meget mere værdifuldt. Vi har tillid til hinanden.«
Den amerikanske politolog Francis Fukuyama har i bogen »Trust« (1995) redegjort for, hvor afgørende tillid er for både et samfunds trivsel og samlede velstand.
Er tilliden høj, regner folk med, at aftaler overholdes, at man får sin løn, når man har ydet et arbejde, at folk omvendt møder ind på jobbet som aftalt, og at staten gennemgående er på borgernes side. Det giver lykkelige borgere og bonus på bundlinjen.
Fukuyama ser Danmark for sig, når han skal eksemplificere denne ønskesituation, som de fleste lande i verden er langt fra.
Et illustrativt eksempel så vi for godt tyve år siden, da danske Anette Sørensen blev arresteret i New York. Hun havde efterladt sin sovende baby i en barnevogn foran en restaurant, mens hun selv sad og studerede menukortet. Det gør man måske nok i Danmark, men sandelig ikke i USA, og de kulturelle forskelle blev udmalet på illustrativ vis.
Der er få mål i verden, som bredt anses for attraktive. Tillid er et af dem, og de kulturer, der faktisk formår at skabe tillid igennem generationer, bør studeres grundigt.
Samtidig bør de af os, der faktisk lever i en sådan tillidskultur, holde op med at tage den for givet og i stedet være på vagt, når der er tiltag, der truer den.
Færre fængsles
Man kunne starte med at forholde sig til det, vi ved, og fakta ifølge Danmarks Statistik er, at danskerne er mere lovlydige end nogensinde før. Kriminaliteten er ikke stigende. Tilbage i 1990 blev 25.986 danskere dømt til fængselsstraf, men selvom vi straffer oftere og hårdere i dag, var antallet af fængslinger i 2018 faldet med 40 procent til 15.550.
Alligevel er den nuværende regering klar til at skrue op for masseovervågningen, hvilket rimeligt nok fik Alternativet til at påpege, at der hermed kunne være tale om et indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder.
Det afviste justitsminister Nick Hækkerup imidlertid, idet han ifølge Information 10/12 2019 forklarede, at »overvågning faktisk øger friheden« .
»Det er jo logisk,« som han sagde. »Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, så ødelægger vi friheden i samfundet. Hvis man siger, dét er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden.«
Nu er det jo ikke til at vide, hvor lang tid ministeren har brugt på nå frem til dén pointe, men sædvanligvis vil man sige, at dyret i den zoologiske have har den maksimale tryghed, men ingen frihed, mens dyret på savannen lever et liv i konstant frygt, men har udstrakt frihed. Når mennesker bestræber sig på at indrette et hensigtsmæssigt samfund, gælder det om at finde den rette balance herimellem, og vi må derfor også spørge, om vi ikke allerede har fået alt for megen kontrol?
Aftale under angreb
Ingen kender i dag det præcise antal overvågningskameraer, der er installeret. Registrering af overvågning er ingen pligt. Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, SikkerhedsBranchen, anslår, at antallet af kameraer herhjemme ligger på ca. 1,5 mio., heraf omkring 250.000 i private hjem.
Dermed har vi i løbet af få år vekslet uovervåget frihed med en påstand om, at overvågning giver tryghed. Det er et frontalangreb på noget af det, som er selve tillidssamfundets forudsætning, nemlig borgeren som et ansvarligt og selvstændigt handlende individ, der frivilligt gør det rigtige, også når hun ikke er overvåget. Det gør hun nemlig i forventning om, at også samfundet/systemet/staten udviser en tilsvarende tillid og ansvarlighed over for borgeren.
Det er den kardinalforudsætning, der i disse år bliver underløbet af svindel i SKAT, underslæb i Socialstyrelsen og rapporter om grove svigt i Forsvarets ledelse.
Det er den aftale, der er under angreb, når offentligt ansatte indrammes af et kontrolregimente fremfor at få stimuleret en tillidskultur, der kunne tale til de ansattes dedikation som frie borgere og ikke bare overvågede lønmodtagere, optaget af egen vinding og rettigheder.
Det er den aftale som underløbes, når politikere i et bizart nysprog argumenterer for, at mere overvågning er vejen til frihed, når ethvert selv nok så dovent blik på historien fortæller det stik modsatte.
Lad os i stedet genopfinde det Danmark, der er bevidst om, at tillid er vores fornemmeste kulturelle arv og allerstørste aktiv i fremtiden. Og den ambition fremmes altså ikke af øget overvågning. Tværtimod.