Berlingske den 15. april 2020
I Philip Roths fænomenale »The Plot Against America«, som nu også kan ses som seværdig serie på HBO, stiller flyverhelten Charles Lindberg i en fiktiv parallelverden op som fascistisk præsident. Her er ingen skelnen mellem stat og samfund. Samfundet er staten, og staten er ham.
Den sammensmeltning er der mange eksempler på og mange grader af. Fra de rent totalitære eller religiøse regimer til demokratiske lande, hvor folkevalgte ikke forstår, at man som politiker ikke både lovgiver og udøver.
At man for eksempel ikke lader sig indsætte som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, samtidig med at man sidder i det folketing, der sætter teatrets rammebetingelser.
At man ikke gennem trusler eller intimideringer blander sig i DRs programpolitik, men tværtimod værner om institutionens uafhængighed. Ikke af hensyn til staten og politikerne, men af hensyn til samfundet.
At man sikrer, at universiteter og forskningsinstitutioner fungerer med en udstrakt frihed og mulighed for at træffe egne beslutninger om prioriteringer og nye udviklingsområder uden at være snøret ind i statslige styringsmål, fremdriftskrav og nedskæringer i en grad, der gør selvforvaltning til en illusion.
At man genskaber den kaldstanke hos vores offentligt ansatte, som har tjent Danmark så formidabelt, frem for at fjerne medarbejdernes motivation gennem endeløse kontroller, evalueringsprocedurer og indførelse af en ledelsestænkning, man for længst har forladt i det private erhvervsliv.
At man er meget tilbageholden med overvågning af landets borgere, selv om man kan blive fristet af sin egen bizarre logik, som da justitsminister Nick Hækkerup belærte om overvågningens velsignelser: »Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, så ødelægger vi friheden i samfundet. Hvis man siger, dét er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden.«
Når det er værd at understrege forskellen på stat og samfund og behovet for, at politikere hele tiden er opmærksomme på egne grænser, er det naturligvis, fordi vi gennemgår en tid, hvor staten i overvældende grad sætter ind og kontrollerer samfundet og styrer den enkeltes liv, og hvor politiske overvejelser igen og igen synes at veje tungere end faglige. Man ser det udfolde sig som farce i USA, mens vi herhjemme må konstatere, at de samfundsundergravende tendenser findes.
Spørgsmålet er, om landet ikke har behov for en stor tilbagerulningsreform? En reform, der igen sikrer samfundets institutioner deres uafhængighed. For når coranakrisen er overstået, og hverdagen igen vender tilbage, så er hverken borgere eller samfund til for statens skyld. Det er den anden vej rundt. Og det bør stå enhver politiker lysende klart, selv om det formentlig er fristende som den fiktive Charles Lindberg at gøre hele samfundet til redskab for sin egen vilje.
Det er bare ikke særlig dansk, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt.