Berlingske den 1. april 2020
Det er imponerende at se, hvor ansvarligt nationen de seneste uger har reageret på et klart kommunikeret trusselsbillede. Andre ville måske have forventet, at der skulle militær i gaderne og et omfattende register af sanktioner til for at få folk til at gøre det rigtige, men ikke i Danmark.
Her forsvandt hverdagens mylder som med et knips. Folk trak sig hjem med arbejdsopgaver under armen og en hverdag med digitale livliner og familier, der i mange tilfælde var vældig tæt sammenstuvede. Vi gjorde simpelthen, hvad myndighederne bad os om, og der blev gennemgående vist hensyn til hinanden og forståelse for situationen.
Om det er særligt dansk, skal jeg ikke kunne sige, men når Danmark fremhæves som forbillede for andre lande, peges der i hvert fald på den høje grad af tillid, vi har til hinanden og - måske ikke mindst - til staten. Vi tror, den vil os det godt, og derfor gør vi, hvad der bliver sagt. Også i den nuværende situation.
Jeg hører til dem, der synes, at Mette Frederiksen har været fremragende på broen i disse ugers coronastorm. Mindre imponeret har jeg været af hendes kulturminister, Joy Mogensen, der ikke har fattet, at den ansvarlighed, danskerne udviser, hele forudsætningen for vores gensidige tillid, er et resultat af netop vores kultur. Og hvor kulturen - herunder kunsten - naturligvis vil være helt central for, at vi også kommer godt igennem og ud på den anden side af den nuværende undtagelsestilstand.
Det har de forstået i alle vores nabolande. I Tyskland har de for eksempel lanceret en ambitiøs hjælpepakke til mindre erhvervsdrivende - herunder kunstnere og gallerier - på intet mindre end 50 milliarder euro. Den konservative kulturminister, Monica Grütters, udtalte i den forbindelse: »Kunstnere er ikke alene uundværlige, men i den nuværende situation vitale«.
Joy Mogensen skar herhjemme sin lidt anderledes holdning ud i lige så klar tekst i Berlingske: »Jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu.«
Det fik for en sjælden gangs skyld de kulturpolitiske ordførere til at rykke ud i fælles fordømmelse. Sjælden, fordi det typiske herhjemme er, at man, som Joy Mogensen, tror, at kunst og kultur er sådan en slags pynt på det egentlige liv, og at Danmark primært er et resultat af politik og økonomi. Sandheden er imidlertid den modsatte, at både politik og økonomi opstår og lever på det, som er fundamentet, nemlig vores kultur.
Én, der altid har vidst det, udtalte sig med vanlig fyndighed om kulturministerens blamage i Jyllands-Posten: »Vi skal sikre vores kunstnere. Vi skal sikre vores scener, museer og andre kulturelle institutioner, fordi de kommer til at spille en central rolle i den mentale genopbygning af Danmark på den anden side af krisen efter måske måneder med nedlukning og social isolation.«.
Det var Pia Kjærsgaard.