Berlingske den 18. marts 2020
Den hvide, heteroseksuelle mand er ikke rigtig noget hit for tiden.
Tværtimod. Kvinder mener, han holder dem fra indflydelse. Homoseksuelle, at han forhindrer dem i at være sig selv. Etniske minoriteter føler sig undertrykte, og på humanistiske uddannelser er han den foretrukne prygelknabe: Han fylder for meget i pensum og fastholder et hvidt, europæisk blik på verden.
Dekan på Det Kunstneriske Fakultet ved Göteborg Universitet, danske Sanne Kofod Olsen, forklarer i magasinet Kunstkritikk (15.11.19) det således: »Det er en tænkemåde, som omfatter os alle, fordi vi uvilkårligt underkaster os dette system, der konstant reproducerer sine værdier. (…) Et blik, og en stemme, der kategoriserer os alle på en bestemt måde og vi også som kvinder (uanset etnicitet) underkaster os og performer i forhold til i vores egne kulturelle handlinger.«
Forfatteren Jonas Eika talte ud ad samme spor, da han (29.10.19) kvitterede for Nordisk Råds Litteraturpris: »Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere.«
Den hvide mands kultur er med andre ord undertrykkende. Den hvide mand er privilegieblind og ikke værd at gå i dialog med, for han kan ikke forandre sig og se egne mangler. Var det i marxismens storhedstid, ville man sige, at han led af »falsk bevidsthed«. I dag er det nok med et affejende »okay, boomer!«
Spørgsmålet er, om det er rigtigt? Er den hvide mand uforanderlig?
Ikke historisk set. Her kan man konstatere, at man i den hvide mands verden ikke længere har for eksempel korstog, slavehandel, kolonistyre, totalitarisme, social determinisme eller systemisk kvindeundertrykkelse som en del af agendaen.
Verden har ændret sig takket være hårde kampe, kritik og - opmuntrende nok - ideer fra hvide mænd. I sammenligning med den brune, sorte, røde eller gule mand har den hvide mand vist sig helt enestående omstillingsparat og villig til at skabe, fremme og omfavne for eksempel åbenhed, mangfoldighed, omfordeling af magt, ligestilling og universalitet.
Det virker derfor noget overspændt - og i hvert fald mere ideologisk end faktuelt - når den hvide mand igen og igen udpeges som årsag til al verdens elendighed. Som én, der ikke kan forhandles med, som intet forstår, men som bør pakke sammen og forsvinde.
Og så er det jo helt elementært problematisk, når man ikke anerkender andres positioner, men alene ser dem som noget, der skal ignoreres eller ryddes af vejen, for at en ny, velsignelsesrig tid kan bryde frem? Det er der en del hvide mænd, der har skrevet klogt og advarende om.