Berlingske den 4. marts 2020
Weekendavisen udkom i fredags med en artikel om DR. Stemningen er dårlig, forstår man. Tilliden til ledelsen er væk, folk flygter, og der er rygter om, at personalegrupper vil gribe til desperate midler. En ny trivselsundersøgelse er på vej, og enten afblæser den bekymringerne, eller også understreger den, at stemningen internt i DR er lige så skidt som forholdet mellem DR og de danske politikere.
Budskabet fra sidstnævnte har længe været klart. Man vil ikke have et DR, der orienterer sig efter lytter-og seertal, men et DR, der igen er en respekteret kulturinstitution med sans for »det bedste, kun det bedste«.
I en TV-ordveksling mellem generaldirektør Maria Rørbye Rønn og daværende kulturminister Mette Bock svarede sidstnævnte på generaldirektørens trussel om, at besparelser ville give et andet DR:
»Jamen, det er jo meningen, Maria Rørbye Rønn. Det er meningen, vi skal have et andet DR!« Alligevel er det ikke et DR med skærpet fokus på public service, som man som medarbejder fornemmer er på vej.
»Vi får meldingen: Det skal være VILDT VILDT VILDT,« siger en af dem til Weekendavisen. »Vores titler skal findes ud fra ideen om, at seerne vil se skænderier og drama. Men det har meget lidt med public service at gøre.«
Medarbejderen ser en udvikling, som synes åbenbar. Kunstprogrammer lukkes, den billige kulturkanal DR K nedlægges, og de to vigtige nichekanaler på radio, P6 og P8, overlevede kun, fordi kulturministeren greb ind. Til gengæld vokser antallet af pseudo-dokumentarer: »Cougarjagt«, »Rigtige mænd«, »Fars pige«, »Familien Asbæk« etc.
Hvis det er sådan, man i DR tolker de politiske meldinger, så er der behov for nye tolke, herunder en anden generaldirektør.
Der kan ellers siges gode ting om den nuværende. Hun er for eksempel hårdtarbejdende og reel, men man kan ikke sige, at originale ideer let springer fra hendes pande, eller at hun har formået at forklare, hvad moderne public service er. Og man kan slet ikke sige, at hun har været i stand til at opfange de politiske vinde, der i årevis har blæst fra alle sider af Folketinget.
DR er presset, og det er ikke bare DRs skyld. Netflix og HBO excellerer i kvalitetsserier med kant, nyheder vælter ind fra alle sider, og kernemålgruppen af børn tager det, der interesserer dem, uden skelen til, om det er en DR-produktion eller en tilfældig YouTube-joke, de falder over.
Hvad skal DR gøre? De skal gøre det, de er betalt til og ikke forfølge et selvopfundet succeskriterium om at være en hip medievirksomhed. De skal levere den fortsatte historie om os danskere i en international verden. Spejle os, inspirere os og udfordre os med et usnobbet blik for dannelse, kunst og kultur, samlende nyheder og kvalitetsindhold for børn. Alt det, som markedet ikke dur til.
Det er, hvad politikerne efterspørger, og det er dét, medarbejderne sukker efter. Spørgsmålet er derfor – og det kan den komplet usynlige bestyrelsesformand jo passende svare på – hvem er det i DR, der hindrer, at det
sker?