Berlingske den 27. november 2019
De gik ikke og puttede med deres skuffelse, Radio 24/ 7, da det blev meddelt, at de ikke fik forlænget deres sendetilladelse. Medarbejderne var ophøjet fornærmede, og på gaden gik lyttere i optog.
Anderledes lavmælt foregik det, da DR fik reduceret budgettet med 20 procent. Det blev modtaget med en besynderlig eftergivenhed, og der var naturligvis heller ingen støtte at hente fra de private medier, der dygtigt og destruktivt havde arbejdet for netop det resultat.
Selv var DR for længst holdt op med at søge det originale, kontroversielle eller bare mildt kritiske, hvilket nok var den egentlige grund til, at støtteaktionerne udeblev. Hvorfor dog kæmpe for nogen, der ikke selv synes at ville andet end at forfølge et åndløst mantra om »at samle danskerne«? Samling kan jo aldrig være et mål i sig selv. Det kan være en gunstig bieffekt af, at man laver vigtige programmer, men samling for samlingens skyld er komplet ligegyldig og i virkeligheden bare irriterende.
I takt med DRs dalende selvbevidsthed er den politiske involvering blevet stadig mere nærgående. Og helt tæt, da man reducerede finansieringen, fordi man fandt, at DR var blevet for venstreorienteret, selvtilstrækkelig, kulturløs, eller hvad det nu var, der lå bag det åbenlyse hævntogt mod den fælles oplysning.
Ikke at kritikken altid har været forkert.
Det er sammenkædningen mellem besparelser og kravet om ændret adfærd, den er gal med. En omstændighed, der i øvrigt fremover vil blive endnu mere truende, nu hvor DR ikke længere finansieres af en direkte opkrævet licens, men blot bliver én udgiftspost blandt mange på den altid labile finanslov.
I forbindelse med afviklingen af Radio 24/ 7 var man vidne til en i særklasse ubehagelig og kluntet proces, der førte til en afgørelse, som ingen politikerne bagefter ville forsvare.
Den fungerende kulturminister, Rasmus Prehn, indkaldte for syns skyld det radioog tv-nævn, man havde bedt om at træffe beslutningen og konkluderede efterfølgende: »Vi (regeringen, red.) synes også, det vil være klogt, hvis Radio-og tv-nævnet udvides med kompetencer, der bygger på praktisk erfaring med medieproduktion.« Dermed overså ministeren, at der i nævnet allerede sad to af landets mest erfarne medieforskere samt en tidligere DR-direktør.
Indsigt og praktisk erfaring var således til stede, men nævnet var bare nået til en anden konklusion end den, politikerne havde ønsket. Det er jo, hvad, der sker, når man pludselig vil tage resterne af armslængdeprincippet alvorligt.
Nu står vi så med en statslig medieproduktion, der relativt set aldrig har været svagere. Det er en ulykke, vi selv har forårsaget, og havde det ikke været, fordi man var bange for, hvad der ville ske, hvis man bad politikerne om at gøre skaden god igen, så var det præcis det, man burde gøre: Få genoprettet armslængden og revitaliseret den fine tradition for dansk public service. Den har aldrig været mere nødvendig.