Forord til genudgivelse af Julius - samlet, Forlaget Fabel, 2019. Tegninger: Henrik Rehr, tekst Morten Hesseldahl
Der blev kørt lige til kanten, dengang ”Julius” gik som føljeton i den lokale Odense Posten tilbage i 1985. Dialoger, skitser og færdig rentegning samlede sig ofte først til en helhed umiddelbart før deadline, men mirakuløst nok lykkedes det hver gang.
Og sådan var det med mange ting i de år. Tingene lykkedes gennemgående og set her fra den anden side af en fornuftig pensionsopsparing, kan tilbageblikket godt give anledning til en vis gysen med tanke på graden af tilfældighed, risiko og reel dumdristighed, der i temmelig høj grad var til stede.
Henrik besluttede sig for eksempel for at forlade gymnasiet efter 1. g., fordi han ville lave tegneserier, hvilket helt sikkert ikke var en karriereplan, der var blevet ham anbefalet af nogen studievejleder eller af et eneste medlem af hans ellers ret risikovillige familie. Her havde man nok i stedet set en akademisk løbebane i den sært opvakte knægt, men sådan skulle det ikke være.
“We busted out of class had to get away from those fools. We learned more from a three minute record than we ever learned in school.”
Henrik kunne have skrevet de linjer, hvis ophavsmand som bekendt er en anden med mindst lige så meget uro i blodet og samme hengivenhed til New York og nærmeste omegn.
Retfærdigvis skal det siges, at nok var tegneserietegner dengang et ukonventionelt karrierevalg, og så alligevelikke helt håbløst – når det nu ikke var undergangsrettet guitarrock eller vidtløftige børsspekulationer, to af tidens oplagte andre karriereveje, man havde anlæg for.
Claus Deleuran, Peter Madsen, Sussi Bech og Orla Klausen fik alle udsendt ambitiøse albums i de år, og fra udlandet væltede rene mesterværker ind. Blueberry, Corto Maltese, Tardi og Loustal for nu at nævne nogle fåaf tidens pletskud.
Tegneserier var ikke længere bare Tintin, Fart & Tempo og Seriemagasinet, selvom det nu også var godt. I de nye serier var der en vilje til for alvor at bakse med eksistentielle spørgsmål og komplekse problemstillinger, hvilket var dragende, når man nu befandt sig i de såkaldt”formative år”. Og så var det også en lille smule irriterende.
For mens der gik kunst med stort K i billedsiden og æggehoved med stort Æ i historierne, så var der også en fornemmelse af, at de nye, let prætentiøse vinde blæste den blåøjede eventyrdrøm bort, som for mange af os havde været selve indgangen til mediet.
Nu blev folk flænset for et godt ord, kærlighedsscenerne blev meget, ja, grafiske, og temaerne drejede sig mere om at finde en flig af mening i en komplet meningsløs verden fremfor en skjult sørøverskat eller en forsvunden ven.
Måske var det længslen efter denne tidligt tabte uskyld, der gjorde, at Henrik og jeg besluttede os for en børneserie, hvor der skulle være fuldt skrald på det gode humør og kun plads til tungsindigheder, hvis de kunne anskues i et muntert lys.
Vi fyldte maskinen op med det bedste, vi kendte, trykkede på ”bland” og ud af en cocktail af Emil fra Lønneberg, Skatteøen, gamle westerns (i sort/hvid), Errol Flynn og John Wayne, Kong Salomons miner, Kaptajn Grants børn, Pippi Langstrømpe og Marx Brothers tilsat essensen af en opvækst på Fyn kom så – ta-daa! – ”Julius”.
Det var et gammeldags univers, der tidsmæssigt strakte sig fra 1600-tallet til midten af det 18. århundrede. Og sproget var læsset med gammeldags vendinger og det åbenbart i en grad, så det autoriserede opslagsværk ”Ordbog over det danske sprog” nu officielt refererer til ”Julius”, når de skal demonstrere den korrekte anvendelse af alderstegne og dermed udrydningstruedeord som ”murren”, ”ohøj”, ”næh dog!”, ”fnys” og ”fister” for slet ikke at tale om den ukorrekte, men dog i tegneserier stærkt udbredte brug af falske lydefterlignende ord så som: ”rumle rumle rumle!”
Da de første to historier lå klar, viste det sig, at vi havde sider nok til et helt album, og da vi samtidig vidste, at der i tegnestuen Gimles tidligere lokaler i Nansensgade i København nu huserede en forlægger med højt til loftet og flere talenter end det strengt taget bør være muligt at rumme, henvendte vi os til ham. Forlaget hed Donna, forlæggeren hed Jussi Adler Olsen, og han sagde ja.
Som vi ved fra Karl Marx, så er produktionsforholdene helt afgørende for den overbygning, der kommer til udtryk som tænkning og kunst. Og tegneserier.
Produktionsforholdene for ”Julius” var ganske særlige og foregik under navnet ”Den Blå Bil”, opkaldt efter en af Henriks serier. Den Blå Bil var en kombineret tegnestue og tegneseriebutik. En idé, som oprindeligt var undfanget på en meget øde strand i Ecuador og med den klare forudsætning, at Henrik skulle være medindehaver.
Det fortalte jeg ham, da jeg et år senere igen var i Danmark, og selvom han vist i grunden tænkte, at det lød som et virkeligt tåbeligt projekt, så sagde han ja, og nogle måneder efter – den 29. april 1985 – åbnede vi lokalerne i Nedergade, midt i Odense. Det skete med en af den slags fester, man priser sig lykkelig over at have været med til. Den involverede et heftigt animeret bluesband, flere mennesker end vi kunne navne på og en endnu ukendt, men meget entusiastisk Puk Elgård, der sprang ud som overrislet trommeslager.
I det hele taget var der lutter ukendte mennesker omkring Den Blå Bil (bortset fra Rock Nalle, naturligvis). For eksempel en, der hed Claus og som siden tog livet af sig selv for at genopstå som Madame Nielsen. Der var også en hårdkogt Ekstra Blads-journalist, der opgav sin metier for i stedet først at blive en af landets mest benyttede oversættere, inden han fik et regulært gennembrud som forfatter til en trilogi om dansk slavehandel. Mich Vraa, hed han.
Men de vigtigste i Den Blå Bil var naturligvis de tegnere, der sad ved bordene i baglokalet. Bjarne Hansen, Thomas Hauge og Peter Snejbjerg var bare nogle af dem, der var med til at sætte Odense på tegneseriens Danmarks-kort i den periode.
Selve butikken blev holdt oppe af et fast klientel, der enten bidrog til omsætningen eller til den gode stemning, som stedet var forkælet med. En af dem, der hjalp til sidstnævnte var verdens måske sødeste indvandredreng. Han var en dag kommet ind i butikken med en stak Anders And-blade, som han gerne ville bytte, og da han spurgte, hvor mange han måtte bytte til, var svaret, at han kunne bytte til det samme antal, han var kommet med.
Den handel fortsatte en rum tid, indtil drengen til sidst blev nødt til at spørge til noget, der gik og nagede ham: Hvordan var det egentlig, vi tjente vores penge?
Det var naturligvis godt set. Det var ikke ham, vi tjente pengene på og heller ikke på de hyppige skakturneringer, der udspillede sig i butikslokalet eller på ophængning af værker af lokale kunstnere, men butikken havde faktisk en vis omsætning. Den betalte lys og vand og lejen til den sure udlejer, og hvad der nu ellers var af udgifter. Og med honorarer og royalties fra de stadig flere serier kunne vi tillige få finansieret en livsførelse, hvis tungeste udgiftsposter var koncertbilletter og ture i byen.
”Byen” blev i øvrigt mere og mere København. Det var der, forlagene lå, ligesom det var der, de dagblade, som i de år investerede generøst i danske serier, holdt til. København var også målet for Henriks nye interesse ved navn Anne, og som sammen med den samlede sum af ændret opmærksomhed hos os begge gjorde, at vi til sidst lukkede butikken og overdrog tegnestuen til en ny generation af lokale tegnere.
Da vi gjorde boet op, havde vi betalt alle regninger og kunne sidde og se på et par tusinde kroner, som vi meget i projektets ånd brugte på et opulent måltid på den dengang ganske avancerede Odense-restaurant, Restaurant Zander.
”Julius” er fortællingen om en lille dreng med en ualmindelig livsappetit og en stædig tro på, at verden aldrig løber tør for eventyr. Onkel Frede er den voksne, der ved, at den største forbrydelse i verden er at fjerne denne tro fra barnet.
”Julius” er således et meget godt sindbillede på os selv i de år tilbage i midtfirserne.