Berlingske den 30. oktober 2019
Det er journalistikkens opgave at påpege, når afstanden mellem tale og handling hos magthavere bliver for stor. Tag nu for eksempel Socialdemokratiet, hvor dets mangeårige kulturordfører, Mogens Jensen, før valget blæste til kamp mod det omstridte omprioriteringsbidrag, der hvert år rundbarberer dansk kulturliv.
»Vi er helt med på nu at fjerne det helt fra 2020. Men derfra må vi så forbedre forholdene skridt for skridt, alt efter hvad vi får mulighed for økonomisk.« (Politiken 18/ 5) Altså ikke alene skulle omprioriteringsbidraget væk, økonomien på de stadigt mere læderede institutioner skulle genoprettes.
Nu, hvor Socialdemokratiet så sidder på magten, kan man, som Politikens Mette Davidsen-Nielsen har gjort det, måle afstanden på tale og handling. Og den er stor, når det kommer til kulturpolitikken, hvilket hun rimelig nok har påpeget.
Det har så bragt den fungerende kulturminister, Rasmus Prehn, til tastaturet (Politiken 19/ 10). Adræt springer han over alle tidligere løfter om at komme kunsten til undsætning og hamrer i stedet et nyt kort i bordet: »Kultursolidaritet!« Det er en selvopfunden trumf, der dækker over, at man i Socialdemokratiet agter at fortsætte besparelserne.
»Kultur er ikke noget, man køber,« forklarer Prehn. »Kultur er noget, man skaber -individuelt eller i fællesskab.« »Kultursolidaritet« er således ikke solidaritet med de nationale institutioner.
Tværtimod. Dem har man nærmest erklæret krig.
Den tidligere topideolog Henrik Sass Larsen demonstrerede gentagne gange sin foragt for alt »det fine« : »Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet,« som han i februar udlagde teksten i programmet »Slotsholmen«. Og det er så blevet Socialdemokratiets kulturpolitik og altså ikke Mogens Jensens omsorgsfulde udmeldinger gennem sine mange år som kulturordfører.
Prehn og Sass synes at tro, at kunst og kultur hører hjemme i hver sin ende af den samme skala. Kunst er for overklassen, mens kultur er for folket, og i populistiske tider som vores skal vi naturligvis have mere af det sidste.
Det kræver heldigvis heller ikke de store økonomiske ressourcer - frivillighed og foreningskultur kan ofte gøre det - mens kunsten er dyr og forudsætter en deltagende stat, der understøtter det, som markedet ikke frembringer, men som man ud fra en overordnet samfundsbetragtning finder væsentligt. Det kunne f. eks. være billedkunst, dans og musik på højest tænkelige niveau.
Det vidste Anker Jørgensen, Julius Bomholt og Viggo Kampmann ellers. Det bedste af det bedste skulle ud til de fleste.
Den arv er den nuværende partitop nu sært målbevidst i færd med at sætte over styr og - må man tro - til forbløffelse for de vælgere, der finder, at sammenfald mellem tale og handling er en dyd.