Verden vokser gennem mødet med det anderledes. Gennem lån, ran og inspiration og jo sandelig da også gennem gak og løjer med hinandens særheder og karakteristika, hvilket ikke er det samme som racisme.

Staten skal blande sig helt og aldeles uden om borgernes tilbøjelighed udi frivillig fællessang og koncentrere sig om at lovgive og regulere, når det er nødvendigt.

Smal litteratur og børnebøger rammes, men problemet er større end som så. Det drejer sig helt bredt om muligheden for at gøre litteraturen nærværende og levende.

Udover at være et eksempel på fæl kampagnejournalistik, så er det et eksempel på, hvordan man spænder en vigtig sag - opgøret med seksuelle krænkelser - for egen vogn og egne hurtige pointer.

Tilbage har vi næsten kun Dolly Parton som et håb om en samlende midte. Et sted, hvor man kan mødes og enes om, at forskellighed er noget grundlæggende amerikansk.

Uden dannelse bliver man fremmedgjort, og man gribes af vantro, frygt og had.

Med gensidig tolerance og assistance fra John Dillermand, kan vi måske undgå, at det hele bliver mere overspændt, end godt er

Immanuel Kant stillede fire spørgsmål, som godt nok ikke i sig selv rummer ordet ånd, men som vil få den til at vågne, hvis man forsøgte at besvare dem: »Hvad kan jeg vide? Hvad skal jeg gøre? Hvad tør jeg håbe? Hvad er et menneske?«

Ansvaret for, at det er gået så galt, som det er gjort på Kunstakademiet, påhviler den afgåede rektor, mens det er op til den næste leder at få rettet op på standarderne igen. For eksempel ved at gribe ind over for åbenlys underlødig undervisning.

Enten kommer der nu mere pop på bekostning af kunst eller også - når magten næste gang skifter - forbydes ethvert sving i skørterne og optræk til folkelighed.

I tomrummet efter mesterlæren og professorstyret slår den nye, blege institutionsautoritet ikke til, og de studerende synes overladt til deres egne fikse ideer og tidens kastevinde som nu identitetspolitikken.

Lad os krydse fingre for, at etableringen af de nye normer sikrer en mere tillidsfuld omgang mennesker imellem, og lad os så holde øje med, hvornår den næste bølge af grænseløshed kommer rullende.

Selv om der ikke i sig selv er noget galt med en hel-eller halvgjort uddannelse i samfundsfag og nærmest ingen erhvervserfaring, så ville det være klogt om demografien blandt vores folkevalgte var bredere end som så.

Der findes ikke den bimlende åndssvage idé, som ikke omgående kan sættes i cirkulation og vinde opbakning på de sociale medier.

Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke er en sundere og mere indlysende rolle for de ældre end rollen som søjlehelgen, hedonist eller afhenter af børnebørn?

Hvis ikke man skelner mellem kunst og kultur, ender det med, at man misforstår begge dele. Så er der pludselig ikke længere nogen forskel på crossfit og Inger Christensen, på håndbold og ballet. Det hele er bare »kunstogkultur«.

På tværs af land og sociale skel ville man have en fælles referenceramme, ligesom enhver ville få et indblik i de tanker og fortællinger, der har bidraget til at skabe det Danmark, vi har i dag.

Monopollignende tilstande er ødelæggende for den fri konkurrence, til skade for forbrugerne og en trussel mod den fri meningsdannelse.

Danske medier og institutioner har et betydeligt ansvar for at holde fast i den tanke, at vi alle er en del af den samme menneskehed og derfor bør kunne tale sammen.

Moralen min far tog med var, at vi skal kæmpe for retten til at leve de liv, vi vil, men at kampen ikke i sig selv er livet. Det er en undtagelsestilstand.