Berlingske den 11. november 2020
Ungdomsoprøret var et opgør med autoriteter, med familien og med indlejrede strukturer og omgangsformer.
Et opgør med »overjeget«, som Freud havde lært os at kende.
»Turn on, tune in, drop out«. »Stol ikke på nogen over 30!«. »Ned med professorvældet!« 68erne satte på enhver måde mennesket frit.
Traditioner og etablerede videnskabelige sandheder skulle udfordres eller helt fjernes. I stedet skulle man være sin egen autoritet, og andres erfaringer måtte som udgangspunkt afvises.
Frigjorthed var en måde at finde ind til sit sande, uspolerede jeg på, og redskaberne var hash, sex og en bred vifte af udskejelser.
Det var gennemgående en venstreorienteret dagsorden, men den blev ubesværet indoptaget af en ny, liberalistisk tidsånd, der bare stortrivedes med et samfund blottet for hæmninger og almindelig dannelse.
Valget af Donald Trump i 2016 kan siges at være højdepunktet på den udvikling. En mand, der så stort på autoriteter, foretrak følelser fremfor videnskab og aldrig lagde bånd på sit begær efter kvinder, penge eller selvpromovering.
Ser man på efterkrigstidens kønsroller, borgerlige arbejdsomhed og eksplosive velstandsstigning, er det ikke svært at forstå, at der kom en modreaktion, der ville bringe fantasien til magten. Hvorfor dog gå og være slave af konventioner, når andet - næsten alt andet - med ét var muligt? Rockmusik, eksperimenterende livsformer og en besættelse af ungdom og det grænseløse slog igennem, og selv om ungdomsoprøret sjovt nok aldrig førte til øget opbakning til venstreorienterede partier, så var den kulturelle indflydelse på eftertiden massiv.
Også pornoen blev sat fri, ligesom tabuer på stribe blev udfordret. Pædofili blev for eksempel noget, man kæmpede for. En af de mere prominente, der gik i brechen for afskaffelse af den seksuelle lavalder og for barnets ret til at give seksuelt samtykke til voksne, var den i dag fetererede franske magtkritiker Michel Foucault.
Ikke noget stolt øjeblik i frigørelsens historie, ligesom det heller ikke vil stå tilbage som nogen stor sejr, at man i mytologiseringen af rusen tabte millioner af unge til narkomani.
Nu er der så med #MeToo igen kommet et behov for at etablere et fælles overjeg.
Noget, der kan dæmpe grænseløsheden, for det er jo den - den manglende respekt for andres grænser - der giver sig udslag i sexisme og chikane.
#MeToo har fuldstændig ret i at pege på det urimelige i, at ulige magtrelationer kan føre til uønskede seksuelle oplevelser, og ret i, at det er uacceptabelt, at der foregår krænkelser i rum, der burde være præget af tryghed og gensidig respekt.
Lad os krydse fingre for, at etableringen af de nye normer sikrer en mere tillidsfuld omgang mennesker imellem, og lad os så holde øje med, hvornår den næste bølge af grænseløshed kommer rullende. For den bølge kommer. Normer er nemlig en stående invitation til kritik, modsigelse og oprør.