Berlingske den 28. oktober 2020
Med en vis regelmæssighed dukker der en erhvervsmand op og fastslår, at der er brug for folk i politik med kendskab til det »virkelige liv«. Nogen, der kan fikse tingene, dræne sumpen og træffe raske beslutninger.
Et demokrati er imidlertid ikke en virksomhed, og et øvet blik for bundlinjen er ikke nødvendigvis en fordel her. Et demokrati er en fortløbende samtale, der skal sikre, at vores samfund indrettes, så vi alle føler os hjemme og bedst muligt kan leve og udfolde os, uden at det skader andre.
Politikeres opgave er at formidle den samtale ved at levere løsninger på de problemer, vi står over for. Hvad man ser som problemer, er imidlertid præget af det, man er rundet af, hvilket måske forklarer, hvorfor danske politikere bruger så megen energi på spørgsmål, der for os andre forekommer meningsløse.
Bare et par eksempler: Alternativet nedsmeltede i en bizar personstrid. De Radikale udkæmper netop nu en intern magtkamp forklædt som et # metoo-opgør.
Overborgmesteren blev bortvist fra Københavns Rådhus stemplet som seriekrænker, og i Dansk Folkeparti har man siden valget mest brugt tiden på at smile ildevarslende til hinanden.
Næppe noget, der får vælgerne til at rødme af hengivenhed, og ikke rigtigt noget, der adresserer vigtigere spørgsmål som eksempelvis klimaproblemer, ulighed eller flygtningekriser.
Vi rekrutterer vores politikere gennem landets vælgerforeninger, og hvor de førhen havde en bred tilslutning, så har de i dag intet mandat af betydning.
Folketinget oplyser, at der i 1960 var 192.000 medlemmer af Venstre, mens det tal i 2018 var faldet til 32.000. Antallet af socialdemokratiske partimedlemmer faldt i samme periode fra 260.000 til 36.000, og sådan er det hele vejen rundt.
Så selv om politik fylder i mediebilledet og over middagsbordene, så er folk ikke længere engageret i partierne. Måske er græsrodsbevægelser løbet med opmærksomheden? Måske er der tale om apati og en generel dalende tillid til demokratiet, hvilket burde give os alle dybe panderynker.
Hvorfor synes politikerne tilsyneladende ikke selv, at de diminutive vælgerforeninger er et problem? Kunne det have noget at gøre med, at der blandt de folkevalgte er en tværpolitisk tilfredshed med, at kandidatfeltet ikke er for bredt, og at sådan nogle lokalafdelinger i øvrigt bare er dårlig kaffe og en træls klods om benet? Jeg kender ikke svaret, men demokratisk set er det bekymrende.
Et menneskes blik er som nævnt formet af dets baggrund og erfaring. Er politikere skåret over samme læst, kommer de til at se verden i samme snævre perspektiv. Selv om der ikke i sig selv er noget galt med en hel-eller halvgjort uddannelse i samfundsfag og nærmest ingen erhvervserfaring, så ville det være klogt om demografien blandt vores folkevalgte var bredere end som så, og at vælgerforeningerne ikke bare udgjorde en lille, sluttet kreds, sådan som tilfældet er.