Berlingske den 25. november 2020
Den kunstneriske uddannelse har traditionelt hvilet på mesterlæren.
Kristian Zahrtmann, C. W. Eckersberg og Axel Jørgensen -alle trak de med deres elever lange spor i kunsthistorien.
Siden er forbillederne og den klassiske mestertanke afløst af professorskabet, der stadig dufter lidt af geni, men trods alt er noget andet.
I et professoralt system er der ikke noget overordnet pensum eller noget »objektivt« pointsystem at leve op til. Pensum er professorens ansvar, og undervisningen er noget, der strikkes sammen specifikt til den studerende.
Derved kan der, som i tilfældet med mesterlæren, komme en dyb forståelse og afhængighed mellem læreren og den studerende. En nærhed, som kan være givende, men som jo også kan være # metoo-problematisk.
Nu har man så lagt kursen om. Man vil på de kunstneriske uddannelser være mindre afhængig af det individuelle og i stedet med faste pensa og internationale standarder betone det institutionelle.
Samme bestræbelse førte sidste år til Vinca Wiedemanns fald, da hun som rektor for filmskolen skulle indfri samme type retningslinjer, men endte med at blive svigtet af de politikere og det embedsværk, der havde sendt hende i ilden.
Professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Ferdinand Ahm Krag trækker problemstillingen op i Nordisk Kunsttidsskrift: »Det er en meget vanskelig øvelse, fordi man ikke bare kan tænke helheden top-down: Du kan ikke bare mase en samlet struktur ned over det hele. Men man kan heller ikke bare sige, at kunstakademiets mindsteelement består af den enkelte studerende, og så organiserer vi uddannelsen bottom-up.«
I tomrummet efter mesterlæren og professorstyret slår den nye, blege institutionsautoritet ikke til, og de studerende synes overladt til deres egne fikse ideer og tidens kastevinde som nu identitetspolitikken.
I stedet for den romantiske tanke om geniet som vejleder er ledelsesgangen nu fuldt djøfiseret, og undervisningslokalerne. fyldt op med pænt selvoptagede studerende, der gør det, professor Krag ellers problematiserer - nemlig sætter deres helt egen dagsorden, der ikke ligefrem handler om at stræbe efter det sublime.
En af de studerende forklarede for eksempel i sidste uge til Berlingske om sin store optagethed af at destruere statuer: »Dem vil vi nedrive. Ned med dem alle! Ned med alle de kolonister, som hver eneste dag, når vi kommer til denne bygning, minder os om, at de har udøvet magt over os (...) Mit mål og vores modstand handler om et opgør med de strukturer. Én buste ad gangen, én statue ad gangen. De kommer til at falde.«
Uddannelsen som kunstner regnes almindeligvis for en af de mest privilegerede i verden, rundhåndet betalt af et fællesskab, der - hvis jeg skal gætte - foretrækker kunst frem for naiv politisk aktivisme.
Det er i den bestræbelse, man godt kunne ønske sig, ikke et geni, men bare lidt mere ledelse, ånd og retning.