Berlingske den 31. marts 2021
Dansk Folkeparti har foreslået, at der skal nedsættes et udvalg, der »på et fagligt grundlag« skal udfærdige en kanon over danske sange.
Der findes ganske vist allerede et udvalg, der i regi af de danske folkehøjskoler gør netop det.
»Højskolesangbogen« hedder resultatet, og den er siden 1888 udkommet i mere end tre millioner eksemplarer.
Sammen med Den Danske Salmebog udgør Højskolesangbogen en kær fortælling om os danskere, og den bruges da også flittigt på ikke bare højskoler, men i enhver sammenhæng, hvor tonen skal slås an.
Det kunne for eksempel være blandt københavnske parkeringsvagter.
Der fandt man i 2004 ud af, at fællessang sænkede konfliktniveauet, hvorfor man gjorde det til en del af morgenrutinen, inden man gik på gaden.
»Det løfter humøret, når folk synger sammen. [] Det er med til at øge deres selvværd. Hvis du har det godt med dig selv psykisk, kan du klare hele verdenssituationen,« forklarede parkeringsvagternes arbejdsmiljøkonsulent, Hanne Lassen, dengang til Politiken.
Men nu skal tonen have en anden lyd, og det skyldes alene den omstændighed, at der i den seneste udgave af Højskolesangbogen er medtaget en sang af Isam B, nemlig »Ramadan i København«. Forslaget om en statslig sangkanon rejser umiddelbart to spørgsmål.
Det ene er, om det er så galt, at der i en bog med danskernes sange optræder en sang om en muslimsk familietradition, eid. Der er godt 250.000 muslimer i det her land, og det ville da være sært, hvis de ikke også kunne spejle sig i Højskolesangbogen.
Det andet spørgsmål er, om det overhovedet er en statsopgave at foranstalte en sangkanon, alene fordi man som politiker er utilfreds med det udvalg, som civilsamfundet nu i snart 150 år har initieret? Tidligere er der under Undervisningsministeriet blevet indstiftet en litteraturkanon, der peger på danske forfatterskaber, man som elev i den danske folkeskole og gymnasium som minimum skal kende, hvilket er indlysende fornuftigt.
Senere dukkede der i Kulturministeriet en kulturkanon op. Den fremhævede værker og udtryk inden for alle kulturområder og fungerede som en slags debatoplæg, der kunne sprede kendskabet til al den kulturelle mangfoldighed, der kendetegner vores land. Den var indlysende ufarlig.
En statslig sangkanon til at korrigere den eksisterende Højskolesangbog er til gengæld indlysende forkert.
Det virker, som om forslagsstillerne ikke forstår forskellen på samfund og stat (hvilket de for tiden ikke er ene om), men tænker, at det er staten, der skal definere samfundet og ikke omvendt.
Staten skal imidlertid blande sig helt og aldeles uden om borgernes tilbøjelighed udi frivillig fællessang og koncentrere sig om at lovgive og regulere, når det er nødvendigt.
DF skulle derfor tage at skrotte sit totalitære forslag, finde en glad sang eller to i den foreliggende Højskolesangbog og se, om det ikke vil være svalende.
Det virker på parkeringsvagter.