Berlingske den 17. februar 2021
Tiden er ikke for de sagtmodige. Det må Bruce Springsteen sande, efter at han i pausen under sidste uges NFL-finale lagde stemme og krop til en voldsom udskældt reklamefilm for Jeep.
Her tog Springsteen afsæt i en lille, åben kirke i Kansas, midt i hjertet af USA.
»Alle er mere end velkommen til at mødes her,« sagde han, »selvom det ikke skal være nogen hemmelighed, at det på det seneste har været svært at mødes på midten. Mellem røde og blå, mellem folkevalgte og borgere, mellem vores frihed og vores frygt.« I sig selv ikke noget voldsomt kontroversielt budskab, der vel bare skulle sælge nogle flere Jeeps, men som ikke desto mindre har fået folk til at gå bersærk.
På de sociale medier synes hverken venstre eller højre, at der er grund til at mødes om noget som helst. Republikanere kaldes for Trump-tilhængere og fascister, mens Demokraterne beskyldes for at være socialister, der er i færd med at berøve amerikanerne deres frihed.
Den strid har det næppe været Jeeps intention at bidrage til. Tværtimod lyder reklamens afsluttende dedikation: »To the ReUnited States of America«. Et forfængeligt håb og en hilsen øjensynlig helt uden modtager.
Tidligere har Bob Dylan i samme reklameblok markedsført et andet bilikon, nemlig Chrysler, hvilket også gav tørre kommentartæsk. Pointen dengang var, at det godt kan være, at tyskerne laver den bedste øl, schweizerne de bedste ure, men ingen andre end amerikanerne har den sjæl, der skal til, for at lave så dejlig en bil som en Chrysler! Udover det lidt overraskende i at se de to musikere slå sig op som bilsælgere, så ligger der i begge spots en fortælling om en amerikansk identitet, som er under pres.
Bruce Springsteen har tidligere afvist at medvirke i reklamer. »Springsteen er ikke til salg,« som hans folk har forklaret. »Han er ikke engang til leje.«
Nu skulle det så alligevel være, men man må nok sige, at budskabet ikke er blevet modtaget i den ånd, det var tænkt. I stedet rives Springsteen i næsen, at han for ikke længe siden var klar til at vende USA ryggen og bosætte sig i Australien, hvis Trump skulle blive genvalgt. Trods mere end 74 mio. stemmer skete det som bekendt ikke, og bossens flytteplaner blev skrinlagt, og kærligheden til USA pudset af.
Måske midten for Springsteen mest er et sted for dem, han i forvejen er enig med? Sandheden er, at selv om de to guitarhelte trækker på en fornem amerikansk sangtradition, så når de ikke længere ud til alle med deres musik eller holdninger.
Noget har ændret sig, og det kan være svært at forstå, sådan som Dylan jo så fint har skrevet om.
Tilbage har vi næsten kun Dolly Parton som et håb om en samlende midte. Et sted, hvor man kan mødes og enes om, at forskellighed er noget grundlæggende amerikansk.
Gad vide om der ikke er en bilproducent, der kender hendes nummer, så hun kan være klar til næste års NFL-finale?