Berlingske den 6. oktober 2020
Det er en veloplagt Birthe Rønn Hornbech, der i sin seneste bog gør sig til talskvinde for læsning af klassikere og dyrkelse af dannelse. Hun har fået nok af tidens tomhed, og det er ikke mindst hendes tidligere kolleger på Christiansborg, der sigtes til.
»Jeg drømmer om, at de ville erstatte tiden, de bruger på at skrive overfladisk og ligegyldigt indhold på Twitter, med læsning af danske klassikere. De giver den indsigt i det evigt menneskelige, som er totalt fraværende hos de mange politikere, der uden livserfaring og erhvervserfaring ønsker at bestemme over andres liv. Jeg drømmer om politikere med dannelse.« (Jyllands-Posten 1.1.21).
At være optaget af dannelse er at være optaget af noget andet end det, vi almindeligvis fylder vores liv med: familie og karriere. Ambitionerne er ellers på begge områder tårnhøje. Vores børn skal lykkes, vi skal tage os godt ud i sociale sammenhænge - være veltrænede, berejste og selskabelige - og karrieremæssigt skal vi konstant vise, hvilket stof vi er gjort af.
Hvad der ikke her levnes plads til, er den type bestræbelse, der udvikler vores ånd. Det, som ikke bare handler om praktiske færdigheder og professionelle kompetencer, men om at vokse som menneske gennem erkendelse. Til det kræves ro og fordybelse, og måske har det seneste års delvise nedlukning hjulpet os på vej.
I hvert fald har man verden over læst og lyttet til bøger, som man ikke har gjort længe. Måske har man pludselig anet, at vækst ikke alene er et spørgsmål om økonomi, men noget, der også kan og bør foregå i den enkelte.
I sin lille, fine bog »Ånd« peger idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz på, at den tyske filosof Immanuel Kant stillede fire spørgsmål, som godt nok ikke i sig selv rummer ordet ånd, men som vil få den til at vågne, hvis man forsøgte at besvare dem: »Hvad kan jeg vide? Hvad skal jeg gøre? Hvad tør jeg håbe? Hvad er et menneske?« Svarene får man ikke i et fortravlet familieliv eller fra en overambitiøs erhvervskarriere, og de forudsætter heller ingen lang uddannelse, men alene fordybelse, almindelig tænksomhed - og god litteratur.
Det sidste, fordi mennesket er et sprogligt væsen, og det at bruge sprog er en forudsætning for at kunne tænke.
Derfor er læsning absolut at anbefale, om end tænkning er noget, vi skal kunne forlange af enhver. Også af ikkelæsere.
Filosoffen Hannah Arendt siger det på denne måde: »Hvis det () skulle vise sig, at evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert skulle have noget som helst at gøre med evnen til at tænke, må vi være i stand til at ' kræve' dens udøvelse i enhver person, der er ved sine fulde fem, ligegyldigt hvor lærd eller uvidende, hvor intelligent eller dum han eller hun måtte vise sig at være.« Lad os tage læselysten med fra et ellers skrækkeligt år, og skulle vi glemme den, skal Birthe Rønn Hornbech nok huske os på den.