Berlingske den 23. december 2020
Økonomen John Maynard Keynes blev på et tidspunkt konfronteret med, at han havde skiftet holdning i et spørgsmål. Han kiggede på den anden og sagde: »When the facts change, I change my mind. What do you do, sir?«
Da en gruppe studerende på Kunstakademiet anført af institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld for nylig hældte en buste af Frederik V i havnen, var det for at tage et opgør med den danske kolonifortid.
I undervisningen havde man gjort det klart, at blandt andet akademiet var finansieret af slavehandel, og at det dermed var aldeles berettiget, at man vandaliserede en afstøbning af den daværende konge.
Nu peger en række fagfolk så på, at argumentationen ikke holder. Danmark havde ikke overskud på sin skændige handel med mennesker.
Til Weekendavisen siger tidligere museumsinspektør på Handels-og Søfartsmuseet Kåre Lauring: »Nej, den danske slavehandel gav ikke overskud og slet ikke i årene op omkring 1750-60.« Og til Berlingske fastslår museumsinspektør på Nationalmuseet Ulla Kjær det samme: »Indtægterne fra trekanthandlen udgjorde en ubetydelig del af den samlede statsindkomst.«
Af langt større betydning var, at landbruget var blevet effektiviseret, og at Danmark igennem en historisk lang periode havde holdt sig ude af krige og derfor lukreret på sin neutralitet.
Således oplyst skulle man tro, at de fortørnede hærværkspersoner ville ånde lettet op og tænke: »Vi tog fejl. Hverken Kunstakademiet eller Danmark som sådan blev finansieret af slavehandel. Vi må nu bruge vores rastløse energi på noget andet.«
Men det har jeg ikke hørt.
Dirckinck-Holmfeld, som den nu fratrådte rektor Kirsten Langkilde selv ansatte, og som pudsigt nok selv er efterkommer af en slaveejer på De Vestindiske Øer, Johannes Kinckel, fastholder at ødelæggelsen var på sin plads, som om sandhed er sådan en slags fritvalgsordning drevet af mavefornemmelser og »synsninger.«
Tænk, hvis hun i stedet - nu, hvor hun er blevet fagligt oplyst - kunne undskylde på samme måde, som den konsekvent skandaløse Frederik V på et tidspunkt gjorde det over for sin faderfigur, den mægtige og kunstbegejstrede grev Moltke: »Peter Peccavi, ich habe gesündiget, nicht mehr soll es geschehen.« Men det sker nok ikke, ligesom den faglige opklaring næppe får én eneste af de snart 1.000 kunstnere, der på nettet har udtrykt deres opbakning til hærværket, til at ændre mening.
Tilbage står endnu et larmende eksempel på, hvordan identitetspolitik skader ikke bare den intellektuelle samtale, men humanioras omdømme generelt.
Ansvaret for, at det er gået så galt, som det er gjort på Kunstakademiet, påhviler den afgåede rektor, mens det er op til den næste leder at få rettet op på standarderne igen. For eksempel ved at gribe ind over for åbenlys underlødig undervisning.