Berlingske den 21. januar 2021
I Politiken (10.1.21) er den lesbiske gymnasieelev, Ea Andersen, ikke ved at besvime af taknemmelighed over det danske velfærdssamfund. Andersen er kæreste med en kvinde, som er født som mand og derfor vil have fjernet sin penis, men mødet med sundhedssystemet er ikke forløbet problemfrit. Kirurgen stillede spørgsmål, der gav Andersen en følelse af, at han ikke accepterede transkønnede.
”Hvor ville det dog være rart med en læge, der på forhånd tror på, at kønsdysfori eksisterer, eller måske endda forstår, hvordan det er at have kønsdysfori. Men det er måske for meget at forlange,” siger Andersen.
Andersen og hendes kæreste er et eksempel på den større bredde i seksuel identitet, der er kommet til. En mangfoldighed, der nu kræver plads ved hovedbordet på linje med andre minoriteter, der heller ikke længere vil acceptere, at de bedste pladser er besat af hvide, heteroseksuelle mænd og kvinder.
De kendte kategorier knopskyder, og det er kun godt. Jo flere rum, man kan være menneske i, desto bedre. Det problematiske er, når man tror, at køn, seksualitet eller etnicitet giver adgang til særlige sandheder, hensyn eller privilegier. Det som i dag føres til torvs under betegnelser som ”appropriation”, ”safe spaces” og ”cancel culture”.
Når det sker, går kampen for mangfoldighed fra at være en frihedskamp til at være en kamp for egne privilegier. En banal magtkamp simpelt hen, der ofrer det fælles menneskelige til fordel for det individuelt særegne.
Pludselig anskues f.eks. den seksuelle identitet med en teatralsk selvhøjtidelighed, som man muligvis skal være gymnasieelev for helt at værdsætte. Det hedder sig ellers, at sex er noget af det sjoveste, man kan lave uden at komme til at grine, selvom det lattervækkende ved det hele jo heller ikke sådan lader sig fornægte.
Derfor virker børneserien ”John Dillermand” også som en velgørende dosis absurditet i en tid, hvor puritanisme og rigide færdelsregler trænger sig på, og hvor enhver fingerfærdig tiårig i øvrigt og bizart nok kan finde de mest burleske billeder på nettet.
En opbragt lektor emerita, Anne Helms, kan dog ikke se det sjove i Dillermanden: ”Man skal være ualmindeligt tonedøv, hvis man ikke har opdaget, at verden er fuld af kvinder og piger, der har haft grimme oplevelser med mænd, der ikke kunne styre den der diller og holde den i bukserne på de rigtige tidspunkter. Det er der ikke nogen som helst grund til at gøre til en sjov historie.” Politiken (10.1.21).
Vi kommer nu nok også fremover til at skulle udholde både sex og en ind imellem grænseoverskridende betagelse af hinanden. Men med gensidig tolerance og assistance fra John Dillermand, kan vi måske undgå, at det hele bliver mere overspændt, end godt er.
Vi kan jo alle stundom få røde kinder, eller som Piet Hein siger om den pæne mand, der kysk ser ned, da han går forbi en pige med flotte ben: ”Til jorden han sænker sine blikke, men helt til jorden sænker han dem ikke.”