Berlingske den 2. september 2020
Danskerne har det med at bryde ud i sang, når tiderne er svære.
Under krigen samledes man til alsangsstævner, og her under coronaen har det været DRs Phillip Faber, der har slået tonen an og fået os til at synge sammen - om end hver for sig.
Vi finder os selv i vores sange, ligesom vi gør det i vores sprog og i vores litteratur.
Det er dér, fortællingen om, hvem vi er som folk og mennesker, folder sig ud, samtidig med at litteraturen er en kanal direkte tilbage til dem, vi var engang.
I starten af 00erne deltog jeg under ledelse af professor Jørn Lund i arbejdet med at sammensætte en litteraturkanon for den danske folke-og gymnasieskole.
Tanken var at opstille en liste forfatterskaber, som man skulle møde i folkeskolen, og en liste af navne, som man burde møde på vejen gennem gymnasiet.
I 2004 præsenterede vi resultatet under overskriften »Dansk Litteraturs Kanon«, hvilket udløste en diskussion, der på den ene side var velkommen og helt relevant og på den anden side dybt beskæmmende.
Det relevante var spørgsmålet, om det nu var de rigtige navne, der var blevet udvalgt, mens det beskæmmende var den kritik, der anførte, at det var udemokratisk og nærmest undertrykkende sådan at gøre noget litteratur vigtigere end andet? Burde de unge ikke finde deres egen vej? Og hvad med alle de minoriteter, der blev skubbet til side, når man her tillod sig at udpege en litterær hovedvej? En kanon som den omtalte er naturligvis ikke endegyldig, men alene et kvalificeret bud på de forfatterskaber, som har haft den største betydning i og for Danmark, ledsaget af en påstand om, at det ville være godt, hvis det var noget, alle var bekendt med. Det ville styrke den fælles kultur og generelle dannelse og ikke mindst være til gavn og glæde for den enkelte.
På tværs af land og sociale skel ville man have en fælles referenceramme, ligesom enhver ville få et indblik i de tanker og fortællinger, der har bidraget til at skabe det Danmark, vi har i dag.
Tanken var, at arbejdet med kanonforfatterne blot skulle fylde 25 procent af det samlede læsepensum.
Som sagt gav det i 2004 anledning til en del polemik, men intet, tænker jeg, i forhold til, hvis projektet havde været lanceret i dag, hvor der er en overdreven opmærksomhed på at fremhæve det individuelt særegne fremfor det fælles menneskelige.
Uden bevidstheden om et kulturelt fællesskab med højt til loftet og masser af uenighed risikerer vi imidlertid at blive hjemløse, og billedet af det Danmark, som de fleste af os er ubeskedent stolte over, risikerer at smuldre.
En litterær kanon er en vigtig brik i det billede og derfor også i dag en rigtig god idé. Lige så god og vigtig, som når vi med al vores fortræffelige forskellighed samles om at synge de sange, som giver mod og fodfæste nu og næste gang, tiderne bliver svære eller bare foranderlige.