Berlingske den 19. august 2020
Det vakte opmærksomhed og en sjælden minister-markering, da Google for nylig besluttede at fjerne DRs børneapp fra sin appbutik, fordi man ville beskytte forbrugerne mod lakridspiber og Onkel Rejes uforskammetheder.
Den slags snerpet omsorg er der intet nyt i. Det sker hele tiden. Amazon har længe bortcensureret upassende titler, og Facebook og Twitter rydder konstant op i posteringer, som de ikke bryder sig om.
Tænker man, at det knageme er godt, at der siges fra over for det nordiske letsind og mærkelige synspunkter i øvrigt, så må man juble, mens andre nok med bekymring vil se på, at de retningslinjer for meningsudveksling, man ellers på demokratisk vis havde indført i samfundet, bliver tilsidesat.
Ved at lade de multinationale koncerner svinge taktstokken, mister vi noget værdifuldt. Noget, som har at gøre med vores frihed og vores ret til at ytre os, som vi vil. Det er nemlig sådan, et åbent samfund fungerer. Fremskridt og nye erkendelser sker ofte ved at overskride det konventionelle, hvad vi jo udmærket godt ved her i Klods Hans' fædreland.
Men et er, at holdningsfrihed ikke længere er en selvfølge på de sociale medier, noget andet er fremtiden for, hvad vi ellers udveksler med hinanden.
HBO, Netflix, Disney, Mofibo, Alibaba, Amazon og så videre har i dag etableret salgskanaler, der ikke bare ejer alle data, al kontakt og alle vinduer i forhold til kunderne; de er selv blevet storleverandør af indhold. Amazon er for eksempel i dag verdens største bogudgiver, og Netflix' egne produktioner er slagnummeret dér.
Vi har altså ikke bare at gøre med klassiske distributører. Vi har at gøre med ambitiøse indholdsudviklere, der i tillæg hertil også kontrollerer distributionskanalerne, hvor algoritmer prioriterer egne produkter over andres, ligesom man er i en særdeles gunstig forhandlingsposition, når andre udefra vil forhandle vilkår.
Vi har således nok fået et frygtindgydende effektivt handelssystem, men vi har samtidig som borgere mistet kontrollen.
På et gammelt forlag som Gyldendal forsøger vi at navigere i en ny tid ved at følge tre overordnede principper:
1) Vi skal altid forsvare den publicistiske frihed. Ingen andre skal afgøre, hvad vi skal udgive.
2) Vi skal være dér, hvor boglæserne er. Hvis bøger efterspørges i supermarkeder, gennem netbutikker eller som streaming, skal vi kunne imødekomme det.
3) Vi skal bidrage til at modvirke monopoldannelser. Gennem vores samhandelsaftaler skal vi understøtte det bredest mulige distributionsnet.
Monopollignende tilstande er ødelæggende for den fri konkurrence, til skade for forbrugerne og en trussel mod den fri meningsdannelse. En skærpet lovgivning bør kunne sikre, at skatter betales, og arbejdsvilkår efterleves, mens vi alle må svale vores begejstring for billige varer med en opmærksomhed på ikke at sætte grundlæggende demokratiske landvindinger over styr.