Berlingske den 5. august 2020
USA har altid været leveringsdygtigt i strømninger, som resten af verden har badet sig i. Fra populærkultur til grasserende markedstænkning og nu altså også identitetspolitik.
Afsættet er reelt nok. USAs sorte har gennem århundreder været holdt nede af både systemet og de generelle normer i samfundet, og selv om lovgivningen med tiden er blevet bedre, og de fleste direkte adspurgt vil afsværge enhver form for racisme, så er racisme ikke desto mindre rå virkelighed i Amerika. Sorte liv betyder bedrøveligt nok mindre end andres.
Martin Luther King kæmpede kampen. Ikke specielt for de sorte, men for alle: »I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.«
Mennesker skal vurderes på, hvem de er, og hvad de gør. Ikke på deres hudfarve eller - kunne man tilføje - på deres køn, seksualitet eller religiøse orientering.
I dag er det ideal under pres. Nu handler det om at løfte det private frem på bekostning af det almene. Søgen efter sandhed er ikke længere en fælles bestræbelse , men noget som grupper og subkulturer afgør i relation til de normer, der hersker dér.
Derfor er eksempelvis samtaler med hvide mænd nyttesløse. Der er ikke brug for dialog med de »privilegieblinde« . De skal opdrages , så de faktisk forstår virkeligheden for de systemisk undertrykte.
Når man på universiteter og i medier aktivt arbejder for at indføre en »cancel culture« er det ikke som sådan, fordi man vil forbyde højreorienterede synspunkter eller udsagn fra privilegerede, men alene fordi man vil skabe plads til de hidtil undertrykte.
Den her ærligt indrømmede intolerance blev for nylig undsagt af 150 førende intellektuelle, der på tværs af det politiske spektrum var bekymrede over udviklingen. Folk som J. K . Rowling, Salman Rushdie, Margaret Atwood , Noam Chomsky, Steven Pinker, Gloria Steinem og Anne Applebaum.
Næppe var blækket tørt, før svaret fra et tilsvarende antal identitetspolitiske intellektuelle indløb.
Lige præcis de her 150 underskrivere havde jo intet at komme efter, lød det. De kunne altid komme til orde, mens en tilsvarende opmærksomhed aldrig blev indrømmet de undertrykte , og det er jo derfor, at der er behov for en »cancel culture« , for »trigger warnings« for »safe spaces«, og hvad der ellers er myldret frem af adfærdsregulerende regler for den intellektuelle samtale.
I den sammenhæng har danske medier og institutioner et betydeligt ansvar for at holde fast i den tanke, at vi alle er en del af den samme menneskehed og derfor bør kunne tale sammen og lære af hinanden uanset hudfarve, køn eller hvad, vi ellers har. Helt i Martin Luther Kings ånd.
Det ville være godt, hvis også skoler og læreanstalter - for eksempel Københavns Universitet og kunstakademiet - aktivt fastslog , at det er dét grundlag, de hviler på, og ikke på principper fra en anti-intellektuel amerikansk modestrømning som identitetspolitikken.