Berlingske den 23. juli 2020
Vi har fået et nyt frihedsmuseum.
Et sted, der fortæller om Danmarks besættelse og kampen mod overmagten. Det gamle museum gik op i flammer ved en påsat brand, men det lykkedes at redde de fleste af genstandene ud.
Museet er tegnet af Lundgaard og Tranberg, og det er blevet både smukt og stemningsfuldt med en tendens til det klaustrofobiske, hvilket kan være en pointe, emnet og tiden taget i betragtning.
Landets mest kompetente besættelseshistoriker, Steen Andersen, kritiserer i et indlæg i Weekendavisen udstillingen for at være ikke bare overfladisk, men ufarlig: »Det forekommer paradoksalt, at vi er gået fra en udstilling, som indtil 2013 stod med et højt fagligt niveau, til at vi i juli 2020 står med en fagligt drænet udstilling, hvor der heller ikke stilles nogen spørgsmål, som lægger op til debat.« Andersen har en pointe, om end den overfladiske gennemflyvning i det mindste sikrer et fint overblik, og - må man håbe - en efterfølgende lyst til at dykke dybere ned i den periode, der mere end nogen anden har defineret os som folk.
Min far brød sig ikke om det ny Frihedsmuseum.
Han nåede ganske vist ikke at se andet end tegningerne, men udbrød umiddelbart som Goethe på dødslejet: »Mere lys!« Tanken om, at et museum for frihed skulle ned i en kælder, var ham inderligt imod.
Min far var en af de yngste modstandsfolk herhjemme og en af dem, der fik den bredeste erfaring. Fra våbenmodtagelse over jernbane-og industrisabotage til kurérvirksomhed og likvidation.
Efter krigen blev han livslangt medlem af Socialdemokratiet, men som modstandsmand var han aldrig ideologisk motivereret. Han kæmpede ikke for noget, men imod noget, som han sagde. Nemlig imod nazismen. Hvad der ventede på den anden side, måtte for ham gerne være den samme ordinære hverdag, som blev afbrudt 9. april 1940. Han nærede ingen drøm om et »Danmark til Ejderen« eller en omfordeling af magten, sådan som de nationalsindede og kommunistiske modstandsfolk gjorde.
I museets udsalg kan jeg købe hans erindringer, »I Toldstrups tjeneste«. De blev udgivet i anledning af 50 års-jubilæet og genudgivet i en revideret form ved 75 års-dagen. Jeg har dem naturligvis i forvejen, men kan alligevel ikke lade være med at tage dem ned fra hylden og bladre dem igennem.
De halvandet år han var »under jorden«, formede ham mere end noget andet i hans ellers ganske begivenhedsrige liv. Og moralen han tog med var, at vi skal kæmpe for retten til at leve de liv, vi vil, men at kampen ikke i sig selv er livet. Det er en undtagelsestilstand.
Det sidste var der en del af hans medkombattanter, der havde svært ved at forstå og derfor endte skuffede, ja, ligefrem bitre, efter krigen.
Uanset hvad, står Frihedsmuseet nu lykkeligt genrejst og minder os om, hvor stor en tak, vi skylder dem - de alt for få - der dengang med livet som indsats sagde fra.