Berlingske den 30. september 2020
Nazif Misimi har været i Carlsberg i 50 år, men nu i en alder af 69 er det slut. Til Jyllands-Posten siger han: »Jeg kommer til at savne mine kolleger, men glæder mig til gengæld til at spille en masse petanque, passe vores nedlagte landbrug i Roskilde og være sammen med vores børn og børnebørn.« Misimi har i alle årene knoklet på lageret. Først med fyldte kasser og tunge løft. Siden med god hjælp fra teknologien, hvilket dog ikke har hindret, at ryggen i dag gør ondt.
Misimi er nærmest et spejlbillede af Socialdemokratiets Arne - en mand, som efter et liv med hårdt fysisk arbejde længes efter en tid uden slid.
Den drøm er han ikke ene om. Ganske mange ser frem til at slippe for morgentrafikken og et aktivt arbejdsliv for i stedet med påfaldende raske skridt at gå om bord i et langt otium. Et rigtig langt otium.
De færreste af dem, der drømmer, er lige så nedslidte som Arne eller Misimi, hvilket jo ikke mindst skyldes, at arbejdsmarkedet ligesom livet i øvrigt er blevet langt mere skånsomt.
Danskere bliver i dag i gennemsnit 81 år, kvinderne ældre end mændene, og af dem, der i disse år fødes i Vesten, regner sagkundskaben med, at mere end halvdelen runder 100 år. Ændrer vi ikke ved pensionsalderen, er der med andre ord udsigt til pænt megen golf eller petanque, hvilket der synes at være konsensus om er helt som det skal være.
Samtidig er der også bred enighed om, at unge skal hindres i at slå bare et lille ubekymret smut ud i livet, men i stedet hurtigt gennes fra gymnasiet og videre i uddannelsessystemet. Ungdommen skal altså holdes i stramme tøjler, mens livsduelige ældre tidligt og helt unødvendigt får kappet alle fortøjninger til arbejdslivet.
Førhen fulgte der respekt og vel en vis status med alderen. Den gamle blev opsøgt og kunne næsten som en søjlehelgen dele ud af sit livs indsigter. Sådan er det ikke mere. Andres erfaringer er ikke i høj kurs.
I stedet er alderdommen mere blevet synonym med sådan en slags sorgløs hedonisme. »Because I'm worth it!« som pensionisterne koket sagde i Farum, dengang borgmester Brixtofte på kommunens regning sendte dem på charterrejse.
Nåede de ikke flyet, var der dog stadig en post at udfylde som serviceorgan for næste generation af fortravlede småbørnsfamilier.
Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke er en sundere og mere indlysende rolle for de ældre end rollen som søjlehelgen, hedonist eller afhenter af børnebørn? For eksempel fortsat at være en del af holdet og fuldt engageret i fællesskabet?
Pensionister er jo i dag gennemgående ved godt helbred, veluddannede og nysgerrige. Hvorfor dog overgive sig til 30 års lediggang, når de kunne blomstre ved en fortsat - men naturligt tilpasset - deltagelse i det samfund, de selv har skabt?
Det ville give færre golfbaner, styrke sammenhængskraften og sikre et på alle måder rigere liv for os alle. Den rene »win-win-win-situation«.