Information den 12. maj 2023
Vi har alle erfaringer fra situationer, hvor der skal træffes beslutninger og findes løsninger. I familien, på arbejdspladsen, i undervisningen, eller når noget uventet opstår i det offentlige rum. Nogen tager initiativ, skaber retning og får ting til at ske. Det er ledelse, og det er både velkomment og nødvendigt.
Samtidig ved vi af bitter erfaring, at der er rigeligt af dårlige ledere, der nok kan skabe både handling og forandring – men mest af den virkelig uønskede slags. Vi hylder derfor de lykkelige beslutninger og foragter lige så selvfølgeligt de forulykkede projekter.
Imidlertid er der en særlig form for beslutninger, som får alt for lidt opmærksomhed. Det er de beslutninger, der hverken træffes af gode eller dårlige ledere. De træffer så at sige sig selv. Vi kan kalde dem ’de forældreløse beslutninger’.
Det er beslutninger, som ingen vil vedkende sig, hvorfor det også er vanskeligt, nærmest umuligt, at placere et ansvar, når konsekvenserne viser sig at være fatale. Og det er de tit. De er ikke tydelige, som når man udsteder et dekret, men bygger sig op som upåagtede mikropåvirkninger, der bærer kimen til regulære katastrofer.
Det minder om opskriften for, hvordan man koger en frø, uden den springer ud ad gryden. Hemmeligheden er små, men vedvarende stigninger af temperaturen, indtil det er for sent. For frøen.
Præcis sådan foregår det i mange organisationer, hvor man svømmer i beslutninger ingen har truffet. Al den slags, man gør, alene fordi ’det plejer vi at gøre’.
Tykkere og dummere
Også privat er man syltet ind i elendige beslutninger af samme refleksionsløse art. Fra det ekstra glas vin, man tager, inden man går i seng, til abonnementet på Politiken, man burde have sagt op for længst.
Det, der gør, at vi ikke bare bliver tykkere og dummere, men også, at organisationer over en bred kam degenererer.
At forlag for eksempel stadig tror, at de skal trykke bøger og ikke udvikle indhold. At mediehuse tror, at fremtiden er analog og ikke digital. At man på højere læreanstalter tænker, at det er trivslen hos det teknisk-administrative personale, der er det egentlige, og ikke forskning og undervisning.
Den form for degenererende vaner eller kultur gør enhver familie og enhver organisation fad, bagudskuende og saneringsmoden.
Sådan er al kultur heldigvis ikke. Der findes også god kultur. Den gode kultur giver stolthed, identitet og retning. Den skaber mod. Man kan bygge et samfund på god kultur!
De irriterende typer
En skelnen mellem den gode og den dårlige kultur, er muligvis den vigtigste, mest risikable og mest besværlige del af enhver leders arbejde, men det er samtidig også et område, hvor alle berørte kan gøre en forskel.
Nogen skal jo sige fra. Ikke bare over for sære politiske beslutninger og tåbelige, administrative rammebetingelser, men – nok så vigtigt – sige fra over for den syge kultur, der ender med at gøre sig selv til selve målet for enhver handling.
De mennesker, der altid har indtaget fortroppen i dén kamp, kunne man passende kalde ’loyale modarbejdere’. Ansatte, der brænder for organisationernes oprindelige dna, og derfor stiller sig kritisk an over for sædvaner og regelsæt, der bare springer ud af murene og som virkelig ondskabsfuld malware æder enhver kreativitet og selvstændig tænkning.
Kampen mod forældreløse beslutninger er svær, for man kæmper mod et ansigtsløst onde – sammensat som det er af lige dele vaner, fordomme og dovenskab. Og dem, der tager kampen, vil altid blive set som irriterende typer, brokkerøve, som sjældent kommer til at fejre jubilæer, men indimellem sker det så alligevel.
Tak for dem, de loyale modarbejdere!