Festtale – Krimimessen i Horsens 2023
Kære alle sammen!
Jeg ved ikke, om arrangørerne har haft en bekymring for, om der blandt aftenens gæster var nok at tale med hinanden om, og at det er derfor, jeg er blevet bedt om tage ordet, men i så fald kunne jeg godt have fortalt dem, at dén bekymring er helt overflødig.
Efter mere end tyve år med krimimesse i Horsens, ved vi, at krimientusiaster har temmelig meget at sige til hinanden. Og i en verden, hvor der ellers kan være så rigelig grund til bekymring, så er tavshed i den her kreds ikke en af dem.
Noget man til gengæld kunne bekymre sig om, handler om kriminaliteten i Danmark. Den styrtdykker nemlig. Der er stadigt færre drab, færre indbrud og røverier, og der er mindre og mindre personfarlig kriminalitet. Ja, ikke så meget som et enkelt snoldet bankrøveri blev det til sidste år. Selv når det kommer til korruption må vi se i øjnene, at det står skralt til. Danmark indtager for tiden førstepladsen som det mindst korrupte land i verden.
Og fremtiden ser ud til at følge samme foruroligende tendens. Undersøgelser viser, at de nye ungdomsårgange markerer sig som de mest lovlydige, vi nogensinde har set i danmarkshistorien.
Jeg er bange for, at vi må knytte vores håb til årgang 1965, idet den her årgang af en eller anden besynderlig grund er betydelig mere kriminel end alle andre årgange, både før og efter.
Hvorfor det er sådan, aner jeg ikke, men var det ikke for årgang 1965, så ville den her krimimesse have et seriøst problem med virkeligheden. Vi skylder dem en tak.
Danmark er ikke det eneste nordiske land, der slås med stigende lovlydighed. Island er nu officielt kåret til verdens fredeligste land. Danmark kommer ind på femtepladsen, mens Sverige og Norge ligger på hhv. plads nummer 18 og 20.
Og det er så her, man forstår, at Sverige virkelig har taget sig sammen. For 10 år siden var det Sverige, der var det fredeligste land i Europa, mens det i dag indtager en suveræn førsteplads, når det kommer til eksempelvis våbenrelaterede drab.
Så ligesom jeg synes, alle bør anerkende årgang 1965 for, at dansk spændingslitteratur ikke udarter sig til ren fantasy, så bør krimimessen også sende en stor tak til Sverige, der med sine 64 skuddrab sidste år og 52 kriminelle netværk alene i Stockholm har anskueliggjort, hvad det var, statsminister Frederik Reinfeld mente, da han talte om en ”humanistisk stormagt”.
Horsens har nu gennem mere end to årtier været den årlige temperaturmåling på, hvordan skandinavisk spændingslitteratur har det. Og tak, den har det – trods vækst visse steder i lovlydigheden – rigtig godt.
Og mens megen anden skønlitteratur kan have det med at tage afsæt i en erfaringsfri forfatters indre liv, så har kriminallitteraturen altid insisteret på en tæt relation til de gustne sider af virkeligheden.
Det har for læserne været litterært givende, og kommercielt set har det nu igennem mange år for en skrantende bogbranche været fuldstændig afgørende.
Det er både indlysende og opmuntrende, om end der er én side af krimien, der altid har undret mig, nemlig den her sære optagethed af at skrive om kvinder, der forfølges, mishandles og i sidste ende dræbes af ukendte forbrydere.
Sandheden er i øvrigt den, at det gennemgående er unge mænd, der dræbes af tilfældige, nemlig i nattelivet, mens kvinder sjældent behøver at se længere end til stolen foran fjernsynet for at finde den største trussel mod deres liv.
Uanset hvad, så har Krimimessen i den grad bragt ikke bare kriminalromanen, men Horsens på det litterære landkort. En by, der jo ellers selv kan levere markante forfattere.
Henning Mortensen er fra Horsens. Og det samme er Glenn Bech og Niels Frank for nu at nævne et par aktuelle stemmer. Sidstnævnte i øvrigt med en gysende præcis beskrivelse af netop den arketypiske kvindemorder, nemlig hans egen svoger.
Også Poul Borum kom fra Horsens. Han sagde engang noget anmeldersurt om digte. ”Brug hellere tiden på at læse gode digte i stedet for at spilde den på at skrive dårlige.”
Og det var altså om digte, han talte!
Heldigvis er der virkelig megen god kriminallitteratur i de her år og virkelig mange vidunderlige læsere, der holder den i live, men der er også sorte skyer i sigte – udover den nævnte trang til lovlydighed.
Tidsånden er imod, i hvert fald som den kommer til udtryk i en sætning som, ”hvis jeg FØLER mig krænket, så ER jeg krænket.”
Og det er ikke fordi, jeg har noget imod følelser, skal jeg lige understrege. Jeg har selv indtil flere af slagsen. Men det ER altså sært at gå rundt og mene, at de helt skal overtrumfe alt andet, fx intentioner.
Jeg tænker nemlig, at det burde være af betydning, HVAD der ligger bag en handling – hvad intentionen er – og ikke alene, hvordan JEG nu lige opfatter den.
Får jeg ros for min pæne kjole, hvilket indrømmet sker alt for sjældent, så kunne det jo være venligt ment og ikke bare et eksempel på endnu en klam skid, der er ude i et sexistisk ærinde.
Det er intentionen, der gør forskellen.
Og når man bortdømmer intentionen, bliver verden alene til et indre anliggende. Et anliggende for mine følelser og min fornemmelse for fornærmethed.
Men hør her: Andres intentioner ER vigtige. De er vigtige, når det kommer til venskab og kærlighed, og de er vigtige, når det kommer til ondskab.
Hvis kærlighed alene var en relation mellem mig og mine følelser og ikke mig og et andet menneskes vilje, så eksisterede kærligheden reelt ikke. Kun selvforelskelsen.
Og hvis ikke ondskab var udtryk for en intention, så holder hændelser op med at være onde og bliver bare til noget trælst og uspændende på linje med en faldulykke eller det at få noget i den gale hals.
Spænding opstår, når hovedpersonen og læseren forstår, at der faktisk er nogen derude, der vil én noget. Noget ondt.
Hvis forbrydelsen i kriminallitteraturen alene er et indre anliggende, vil kriminallitteratur holde op med at eksistere. Kriminallitteratur er en omvandrende påstand om, at både virkeligheden og det onde er til. Uanset, hvad tidsånden måtte mene.
Nå, det mest åndssvage i enhver tidsånd har det med at forsvinde af sig selv, og lige som venskaber og kærlighed ser ud til at overleve historiens skiftende luner, så dukker muligheden for ondskab frisk og fornyet op hver eneste gang, der fødes et nyt barn. Desuden vil vi altid have Sverige.
Fremtiden tegner med andre ord lige så dyster som altid, og det er jo opmuntrende for dem af os, der bakser med den slags og som hvert år myldrer til messe i Horsens.
Jeg vil gerne sige tak til dem, der gør den mulig. Tak for, at I siden 2001 har realiseret de stadigt større ambitioner og givet alle os med fornemmelse for både venskab, kærlighed og ondskab en anledning til at mødes, udveksle synspunkter og drikke øl.
Tak til Horsens Kommunes Biblioteker, til ur-moderen Vibeke Johansen – naturligvis! – og her de senere år – en kæmpe tak til de programansvarlige Lida Wengel og Thomas Behrmann og til Pia Andersen, som står for alt det praktiske og til Claus Hagstrøm, fordi chefer bare altid er vigtige, og så en kæmpe tak til de mange frivillige, der i sidste ende faktisk får det hele til at spille.
Tak til interviewerne (jeg ved, det ikke har været nogen lige let opgave for alle), forlagsfolk og foredragsholdere.
Og så vil jeg gerne til slut rette en særlig tak til mine forfatterkolleger. Tak for jeres utrættelige indsats for at få greb om en verden, der fortsat er ond, foruroligende og helt og aldeles uforlignelig. I udgør den ondeste klub, eller klubben for det ondeste. En af de ganske få klubber, jeg helt frivilligt ikke bare har lyst til at være medlem af, men slet og ret er stolt over at være en del af.
Fortsat god messe og rigtig god fest!