Tak for indbydelse til at tale på den her fine dag, som jo altså åbenbart også er fars dag. Siger det bare.
Men 5. juni er naturligvis først og fremmest Grundlovsdag i Danmark.
Hvis det her havde været 17. maj i Norge, ville en stor del af deltagerne have siddet i nationaldragter. I det hele taget tager man i Norge landets nationaldag særdeles alvorligt og for en udenforstående, kan det godt vække undren.
I hvert fald hvis man er dansker, hvor vi jo ikke tager ret meget alvorligt og slet ikke noget, der knytter sig til nationen, f.eks. fejringen af vores grundlov.
Det er blevet sådan en slags forkølet 1. maj for borgerlige, hvilket er ærgerligt. Den danske grundlov burde være en anledning til en stor og bredt forankret fejring. Måske er det på vej. Noget tyder på det.
Med Grundloven har vi den formelle ramme om vores folk. De grundlæggende rettigheder og begrænsninger og i det hele taget noget, vi kan være vældig stolte af. Hvilket man sagtens kan være uden straks at hoppe i nationaldragt.
Når nordmændene er så tydelige i markeringen af deres nationale selvforståelse, skyldes det givet vis, at vi har at gøre med en meget ung nation, vi taler 1814, i modsætning til Danmark, der jo i hvert fald går tilbage til Harald Blåtand og 965.
Når tiden går, og man kommer til at tage sig selv selvfølgeligt, kommer man også let til at sjuske, hvilket nogle måske vil kunne genkende fra deres ægteskaber. Men ligesom ægteskaber, så er det nationale vigtigt, og det er en stor fejl bare at tage det for givet.
Dansk kunst og kultur
For et par uger siden var der internationalt melodigrandprix, og nogen mere kunstig kulturbegivenhed skal man lede længe efter, men det var umiddelbart gribende at høre de ukrainske deltagere tale om, hvad kultur betød for dem. At det handlede om nationens sjæl, om det der gav dem identitet, og at det var værd at kæmpe for netop nu, hvor landet var blevet overfaldet.
Herhjemme er der langt imellem nogen, der virkelig brænder for dansk kultur. Jo, der kan være musikere, der brænder for deres orkester. Skuespillere, der brænder for deres teater, og forfattere, der synes, der skal være mere litteraturstøtte.
Men kulturens betydning helt fundamentalt er der få, der faktisk forstår og går i brechen for. Og når man så endelig taler om det, så blander man det ofte sammen med begrebet kunst i sådan en sær sammentrækning – kunst-og-kultur – der understreger, at man ikke er i stand til at skelne. Men der er forskel, og det giver god mening at være bevidst om denne forskel.
Lad mig forsøge.
Kultur er det, der opstår, når mennesker lever med hinanden. Det er vores sprog, vores vaner, normer og omgangsformer. Det er alt det, der gør, at vi kan genkende et folk fra et andet. Danskere fra nordmænd for eksempel. Kultur handler om identitet – om hvem vi er.
Kunst derimod udspringer af kulturen, men er noget andet. Kunsten viser os nye sider af, hvad det vil sige at være menneske. Den kan forandre os og give os mulighed for at se verden og os selv på overraskende måder. Kunst handler om erkendelse.
Man kan sige, at kunst bevæger os, mens kultur bekræfter os. Man kan også sige, at mens kulturen fortæller os, hvem vi er, fortæller kunsten os, hvem vi kan blive. Som mennesker og som samfund.
Og mens vi alle er eksperter, når det kommer til kultur, er det ikke indlysende, at alle er kunstnere, sådan som Storm P pointerede: ”Hvis alle kunne det, var det jo ingen kunst.”
Til gengæld vil alle kunne have glæde af kunst – uanset uddannelse eller social baggrund. Det er derfor også et svigt, når de offentligt finansierede kunsttilbud ikke formår at nå ud til andre end de allerede overbeviste.
Beundringen for Danmark
Verden har det med at beundre Danmark, og det kan vi godt lide. Ja, det er faktisk noget af det allerbedste, vi ved.
Vi kåres gang på gang til verdens lykkeligste folk, og vi er for tiden det mindst korrupte og mest trygge land i verden, og i det hele taget er vi sådan en slags forbillede, som politikere, der gerne vil vælges i andre lande, fremhæver.
Noget af det som ses som særligt dansk – eller i hvert fald – skandinavisk er vores høje niveau af tillid. Ikke bare til hinanden, men i nok så høj grad til Staten.
Da politologen Francis Fukuyama for nogle år siden skrev sin store bog om netop dét – ”Trust” – optrådte han med den under overskriften ”How To Get To Denmark.”
Og en høj grad af tillid er da også noget særligt værdifuldt. Ikke bare i forhold til, hvad der konstituerer et godt liv, men også hvad der gør noget godt for bundlinjen, sådan økonomisk set.
Lever man i et samfund, hvor man forventer, at aftaler bliver overholdt, at der tages hånd om de svageste, at tryghed er en selvfølge og kriminaliteten lav, så kan man være stensikker på, at det også gør noget godt for indtjeningen.
Tillid er en integreret del af, hvad det vil sige at være dansk, og det er en fuldstændig indlysende forudsætning for tryghed, indtjening og det gode liv.
Tillid er et kulturelt skabt fænomen. Havde vi haft en anden kultur, havde tilliden til staten og mellem borgerne formentlig været anderledes, og det kan man jo også godt leve med, men det havde ikke været det Danmark, vi kender, og hvis Grundlov vi fejrer i dag.
Borgerlig kulturpolitik
Når man nu ved, hvor meget kultur betyder for den enkelte og for vores fællesskab (og vores økonomi!), så kan det undre mig, at det spiller en så ubetydelig rolle hos de borgerlige partier.
Sidst vi havde en ren borgerlig regering, stod der to ting om kultur i regeringsgrundlaget. Der stod, at Danmark var et kristent land, og der stod, at det ville være godt, hvis der blev dyrket noget mere motion i landets idrætsforeninger.
Det er ikke mærkeligt, at de borgerlige har tabt de store kulturinstitutioner – kirken, højskolerne og uddannelsessektoren generelt, for slet ikke at tale om kulturlivet sådan i bredere forstand – for de interesserer sig overhovedet ikke for dem.
Det er som om, borgerlige i dag tror, det er nok at sige to ting for at være borgerlig – nemlig lavere skat og hårdere straffe. Det gælder også for De Konservative, der ellers i min bog burde være de nærmeste til at slås for en stærk, dansk kultur.
Det sker bare ikke.
Samtidig kan vi konstatere, at nogle af de helt store og bærende søjler under det danske samfund er i fuld gang med at forvitre, nemlig de institutioner som ellers har stået som nogle af de klareste eksempler på, hvem vi er, og hvordan vi er.
Som ansat de her steder fik man måske ikke den højeste løn, men man havde en naturlig stolthed, man repræsenterede Staten, og man stod for nogle vigtige faglige standarder, der også slog igennem i institutionernes design, byggeri og uniformer.
Jeg taler om skolen, politiet, forsvaret, postvæsenet, skattevæsenet, DSB, DR, hele sundhedssektoren, ja, for så vidt enhver form for offentlig myndighed, sådan som de gennem tiden har mødt os borgere.
I dag er de alle sammen – og helt uden undtagelse – i knæ, og tilliden til dem er svækket.
Noget af det er der gode, teknologiske grunde til (postvæsenets opløsning for eksempel), andre dele af det er i knæ på grund af dårlig ledelse og en generelt manglende forståelse for institutionernes kulturelle betydning og samfundsbærende rolle.
Dannelse
Jeg startede med at sige, at kultur er det, der vokser frem, når vi lever med hinanden. Man kunne også sige som HC Andersen sagde om humoren i hans fortællinger, at det skulle være som salt. Alle vegne, men ikke rigtig til at skille ud.
Et område, hvor kulturen dog viser sig tydeligst er, når vi taler om dannelse.
For mig er dannelse ikke et spørgsmål om at kunne binde en slipseknude eller give et fast håndtryk. For mig er dannelse en evne til at kunne aflæse verden.
Det vil sige, at man forstår, hvad der sker omkring en. At man forstår hændelser og forandringer, at man forstår andre mennesker og nye tiltag. At man hviler i sig selv, uden at være alt for optaget af sig selv.
Hvis ikke man kan afkode verden, bliver man skræmt og aggressiv. Man vender den ryggen og opfinder sin helt egen verdensforståelse.
Det er det, vi kender fra konspirationsteoretikere, og det er det, vi ser, når anti-vaxere og Men In Black marcherer i de danske gader, når amerikanerne stemmer på Trump, og når englænderne melder sig ud af Europa.
Dannelse gør også, at vi ikke går i panik over andre måder at ville være familie på, over Onkel Reje, eller når selvbevidste kulturer kommer til vores land, fordi vi tager det ind fra et fundament af afslappet selvbevidsthed og med noget, som altid har været et dansk særkende – vi ser på os selv og verden med en god portion humor.
Dario Fo sagde i øvrigt om humor, at det åbner kraniet, så fornuften kan slippe ind. Det tror jeg, er rigtigt.
Identitetspolitik
Jeg tror også, at hvis man lettere lod humoren slippe ind, kunne man også lettere slippe af med en anden af tidens svøber, nemlig identitetspolitikken, der netop ikke er meget stærk ud i humor.
Hele den her trættende påstand om, at alt er konstruktioner. Nationer, sprog og selv køn er noget, der er konstrueret, og derfor bare kan laves om, som om det er sådan en slags fritvalgsordning.
Identitetspolitikken er et farvel til universelle normer og til ideen om, at mennesker trods al vores forskellighed netop deler den fælles skæbne, at vi er – ja, mennesker.
Og det er et goddag til en verden, der alene består af partikulære enheder, som hver især kræver respekt og indflydelse, alene fordi man er en minoritet. Enheder, der primært definerer mennesker som køn, religion og etnicitet og ikke ud fra, hvad de faktisk siger, gør og kan.
Det er helt modsat Grundtvig, der meget præcist sagde ”menneske først, kristen så”, eller Martin Luther King, der i sin berømte ”I had a dream”-tale, drømte om en verden, hvor hans døtre ikke skulle dømmes på deres hudfarve, men alene på deres menneskelige kvaliteter.
Sagen er jo den, at et udsagn ikke bliver mere sandt af at være fremført af en minoritet, af en kvinde eller af en handicappet. Når man i forbindelse med #MeeToo for eksempel kræver ”belive every woman”, så er det virkelig ikke særlig fornuftigt.
Det er vel nærmest komisk, hvilket altså er noget andet end humoristisk.
Kvinder kan ligesom mænd være fulde af løgn, ligesom vi alle kan tage fejl, uanset køn eller sociale placering. Det er netop derfor, at vi bliver nødt til at etablere et fællesskab, en kultur, hvor vi kan mødes i vores forskellighed og bruge vores fornuft til at finde de bedste løsninger gennem argumenter, humor og kritik.
Identitetspolitikken er et frontalangreb på oplysningstanken og ødelæggende for enhver idé om, at en kultur er noget, vi er fælles om og som er vokset frem gennem det liv, vi og vores forfædre har levet.
Som konservativ har man i virkeligheden de allerbedste redskaber til at engagere sig i den her kulturkamp og vinde politisk terræn fremfor bare at sige ”lavere skat og højere straffe”.
Stort set ingen udover visse universitetscirkler på humaniora tænker, at wokeness og identitetspolitik er fornuftigt.
Alligevel buldrer det løs i vores medier og kulturliv, og bulderet fortsætter på vores arbejdspladser, hvor man af en eller anden grund ansætter flere og flere diversitetseksperter i HR-afdelingerne.
Men det har ingen som helst folkelig forankring.
De borgerliges chance
Borgerlige kan i det hele taget med fordel være meget mere offensive på værdispørgsmål, end man ser det i dag.
Hvorfor er det for eksempel ikke De Konservative, der tegner klimadebatten?
Nedgangen i biodiversiteten er helt åbenlys. Insekter og dyr forsvinder, og livet i de indre danske farvande er ganske enkelt truet. Det burde bekymre enhver, der mener, at man skal aflevere kloden videre til næste generation i en bedre stand, end da man selv overtog den.
Det burde også være en konservativ mærkesag at kæmpe for bevarelsen af den danske tradition for smukt byggeri og menneskevenlig arkitektur. Se på de institutioner, vi overtog fra vores forfædre. Vores banegårde, hospitaler, skoler og rådhuse. Og se på det bras, der bygges i dag. Men ingen partier har øjensynlig en sammenhængende arkitekturpolitik.
Og hvorfor er der ikke konservative stemmer, der for alvor mener noget om unges mistrivsel? Den konstante jagt på opmærksomhed og likes kunne passende besvares ved at fremhæve vigtigheden af at kunne fordybe sig og at kunne fortabe sig. Fordybe sig i læsning og fortabe sig i fællesskaber, sådan som det sker i foreninger og i sport.
I stedet drukner de unge i hjernedøde sociale medier og modtager hjælp af professionelle i et omfang, så det i dag er en tredjedel af unge piger under 19, der har modtaget psykologbistand.
De Konservative har i mine øjne det bedst tænkelig ståsted til at levere substantielle svar på disse omfattende klimamæssige og kulturelle spørgsmål, men står af en eller anden grund helt uskarpe.
Når nu tilfredsheden over, at vi bor i så dejligt et land med så fortræffelig en grundlov har lagt sig, så synes jeg, at borgerlige kræfter skulle lægge hovederne i blød og overveje, hvad det er for et land, og hvad det er for en kultur, vi vil give videre til vores efterkommere.
Man kan kun være stolt af noget, man selv har gjort en indsats for. Man kan ikke være stolt af en solskinsdag. Den kan man være glad for, men man kan faktisk være stolt af sit land og dets kultur, ikke mindst hvis man selv har ydet en indsats for at bevare og udvikle den.
Lad os fejre rammerne om Danmark, lad os fejre vores grundlov, men lad os samtidig huske, at det, der for alvor gør en forskel, er det liv, vi lever med hinanden – vores kultur – og ikke den lovgivning, vi har besluttet, skal regulere os.
Fortsat god grundlovsdag! (Og husk nu også det med far).