Berlingske den 22. april 2022
I Berlingskes samtaleserie med kulturordførerne er Bent Blüdnikow forbi SFs Charlotte Broman Mølbæk. Hun har en rummelig smag, der også tæller forfattere, der trådte i karakter som markante stalinistiske apologeter, ligesom hun intet har at indvende mod Savage Rose og deres ellers engang så stålsatte forsvar for det totalitære Albanien. Men der er kunstnere i dag, som hun vil betakke sig for at være i stue med.
»Der er en gruppe som Hymns from Nineveh, som er en kristen gruppe, der kanaliserer penge til frikirkebevægelser. Dem har jeg ikke lyst til at støtte,« forklarer hun. »Og hvis der er kunstnere, der er optaget af antiwaxsager, vil jeg også undgå dem.« Synspunktet passer som hånd i handske i tidsånden, hvor kunstnernes identitet synes at bestemme kunstens kvalitet, ligesom kunstnere med forkerte synspunkter, anløben moral eller kritisable gerninger risikerer at løbe ind i digitale shit storme og cancel culture.
Tænk JK Rowling, Woody Allen og Michael Jackson.
Ser jeg blandt mine egne beskidte helte, er der en del, der balancerer på kanten eller allerede er faldet i den sorte gryde. Her skal bare nævnes nogle få.
Van Morrison er notorisk antiwaxer, ligesom man skal være meget lydhør for at finde bare ét tiltalende synspunkt fra hans mund gennem årene.
Komponisten Richard Wagner var svært racistisk, men det hindrede ham ikke i at lave stor kunst.
Det samme gjorde også Ernest Hemingway og Norman Mailer, selvom førstnævnte var fordrukken, lunefuld og bedste ven med Fidel Castro og sidstnævnte næsten stak sin kone til døde.
Fra barnsben har jeg elsket Harald Bergstedts »Solen er så rød, mor«. Det gør jeg såmænd stadig og konstaterer blot med bedrøvelse, at Bergstedt var nazist.
Og sådan kunne jeg blive ved. En pæn del af de kunstnere, jeg sætter højst, er ikke typer, jeg ville råde mine nærmeste at pleje privat omgang med, selv om jeg på det varmeste vil anbefale dem som kunstnere.
Det er nok ikke en pointe, jeg kan få Berlingskes litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm med på.
Efter at have læst debutanten Haidar Ansaris spektakulære digtsamling »Institutionaliseret«, er han rasende over, at den slags overhovedet udgives.
Ganske vist gav den ham en lavine af nye indsigter og en følelse, som var det intet mindre end Dantes »Den guddommelige komedie«, han havde læst.
Men nej, den slags skal bare ikke udkomme, fordi hvad? Fordi han synes, forfatteren er en skidt karakter! »Institutionaliseret« fik i øvrigt strålende anmeldelser. Også af Berlingskes anmelder, der i modsætning til litteraturredaktøren godt kunne skelne mellem menneske og værk.
Charlotte Broman Mølbæk slutter sin samtale med Bent Blüdnikow med at sige noget rigtigt: »Det afgørende vigtige ved kunst og kultur er jo, at kunstnerne sætter et nyt lys på vor virkelighed og får os til at reflektere over, hvor vi er på vej hen.«.