Berlingske den 12. maj 2020
Sportsprogrammer er noget af det mest indforståede, der findes. Det er det, der gør dem så gode. Hvis man hver gang skulle redegøre for offsidereglen i fodbold, pointsystemet i tennis eller ideen med face offi ishockey, ville man slet ikke komme i gang.
I stedet svælger de i en nørdet interesse for finesser i spillet, historiske data og den mulige bekymring over lyskenskaden hos en eller anden central spiller.
På samme måde med P2, P6 og P8. Her rådyrker man klassisk musik, rytmisk musik og jazzmusik. Her føler den kompetente sig mødt, og den uindviede udfordret.
Nichekanalerne er dybde, mens de brede kanaler er noget andet. De løber i en lind strøm i den bedste sendetid i form af bageprogrammer, hjemme-hos-programmer og quizprogrammer. De er en stående invitation til et fordringsløst fællesskab.
Medieudviklingen og brugeradfærden har imidlertid gjort den ambition betydelig vanskeligere at indfri end tidligere. Nu er det sjældent, at DR når mere end 20 procent af befolkningen. Fællesskaber er blevet differentierede.
Man må derfor også spørge, om det nu er klogt af DR at satse hele butikken på at nå de mange til det samme frem for at nå endnu flere til noget forskelligt? Man kan også spørge på en anden måde: Om ikke fremtidens public service i højere grad skal værne om kvalitet frem for om kvantitet? Tænker man, at kaloriefattige fællesskaber er væsentligere end nicheprogrammernes faglighed, forklarer det også, hvorfor DR sidste år afviste at bruge 15 millioner på den fortsatte drift af P6 og P8. I stedet måtte politikerne tilsidesætte armslængdeprincippet og vedtage en særbevilling, der sikrede de to kanalers liv frem til 2024.
For anskuelighedens skyld kan jeg som tidligere direktionsmedlem i DR desuden oplyse, at man for prisen for en enkelt aftens »X Factor« -finale kunne drive den nu hedengangne kulturkanal DR K i et helt år.
Den stedmoderlige behandling af kunst og kultur viste sig også, da man i sidste uge lancerede to nye kulturprogrammer.
I det ene, »Kulturelt«, vil der på godt 20 minutter være tale om »historier med nysgerrige og skæve spørgsmål, der skaber en spændende samtale om kultur«. I det andet program, »Filmselskabet Delight«, vil man på 6,5 minutter dække film og filmstof.
Berlingskes Jakob Steen Olsen stiller i den forbindelse det indlysende spørgsmål: »Hvem er det, DR tror, skal se de kulturprogrammer, de laver?« Mennesker, der måtte være seriøst interesseret i film og kultur, kommer næppe til at vælge dem til, mens folk, for hvem kunst og kultur er ligegyldigt, forinden har valgt dem fra.
Seriøse programmer om litteratur, historie, politik, film, billedkunst, musik og teater er - ligesom sportsprogrammer - nicheprogrammer.
De henvender til et mindre udsnit af befolkningen end de brede programmer.
Til gengæld er de faktisk nødvendige.
De gør andet og mere end bare at få tiden til at gå. De viser, hvorfor public service er vigtigt.