Berlingske den 13. april 2022
Et af de mere uskønne ord, der er dukket op de senere år, er ordet »italesættelse«. Folk formulerer sig ikke længere, de italesætter alt muligt.
Søger man på Google, får man næsten 34.000 forekomster, der demonstrerer en i alt overvejende grad forkert anvendelse af ordet.
»Jeg måtte italesætte, hvordan jeg havde det,« som man et sted kan se en PTSD-patient sige.
»Italesættelse« kom ind i det danske sprog i 1978, da filosoffen Søren Gosvig Olesen skulle finde en dansk oversættelse af den franske filosof Michel Foucaults vending »mise en discours«. Hos Foucault betegner det en måde gennem sproget at konstruere fænomener som seksualitet, normalitet og sygdom i den løbende »diskurs« mellem mennesker, der hos Foucault grundlæggende set ses som en magtkamp.
I dén forbindelse er »italesættelse« et virkeligt godt valg. Det klinger af iscenesættelse.
Foucault, der i sin tid gik i brechen for pædofili og begejstret applauderede ayatollah Khomeinis blodige præstestyre i Iran, er i dag sammen med Judith Butler (filosof, sociolog og queer-teoretiker, red.) blandt de mest ombejlede tænkere.
Begge deler de forestillingen om, at verden bliver »sat gennem tale«. Skabt af praksisser og kultur. Konstrueret. Det er derfor, at der lige nu er den her enorme optagethed af at få korrigeret de ord, vi bruger, og ændret på de »strukturer« og »systemiske« vaner, man mener at kunne konstatere.
For kan man det, kan man »sætte« verden på ny, så kan man få skubbet den hvide, heteroseksuelle mand ned fra tronen, ud af bestyrelseslokalerne og ud af Historien.
Og det er målet hos både Foucault og Butler.
Og hos tidens aktivistiske woke-bevægelse.
Modsætningen til sidstnævntes identitetspolitiske opbragthed er forestillingen om universelle sandheder og ideen om, at verden faktisk er til. Som fysiske realiteter, som biologiske køn og som kulturelt frembragte, reelle fænomener, man kan teste og forholde sig til og eventuelt overdrage til næste generation, uagtet at vi hver især sanser dem forskelligt.
J udith Butler benytter i bogen »Ordenes vold« (dansk udgave 2020) begrebet »performativer« til at forklare, hvordan man allerede ved jordemoderens bestemmelse af, om det blev en dreng eller pige, indfanger den lille ny i et fintmasket net, der afgør, hvordan vedkommende kommer til at bevæge sig gennem livet - hvordan det kan bruge sin krop, og hvilke sociale og økonomiske muligheder, det får.
Men selvom ord kan inspirere, såre og bevæge, så kan man ikke »italesætte« sin alder, sin højde, sit sted i historien eller ret meget af den fysiske virkelighed, man er omgivet af, fordi den netop IKKE er tilfældigt konstrueret, men uomgængelig.
Den virkelighed kunne man godt ønske sig, at tidens vækkelsesbevægelse - wokegenerationen - forholdt sig til fremfor at producere endnu flere ord og konstruktioner, der gør det stedse vanskeligere at begribe den verden, vi er fælles om, og dermed vanskeligere at finde fælles løsninger for.