Lørdag den 25. marts var der festmiddag på årets Krimimesse i Horsens. Jeg holdt festtalen, og den lød sådan her.

Det er banalt at konstatere, at alting forandrer sig, men det er også brutal virkelighed, som alle vegne kræver aktiv stillingtagen. Også for den danske bogbranche. Her er nogle af de vigtigste brudflader.

Er det ikke nærmere sådan, at ganske mange færdigheder - fra tandbørstning til læsekompetencer - fordrer en vis mængde slid, pligt og gentagelse, før de sidder i skabet? Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste færdighed af betydning, hvor det ikke er tilfældet.

Laura Rosenvinge (S): “Når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår (...) så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene.”

Undersøgelse på undersøgelse har de seneste mange år dokumenteret, at det står skidt til med trivslen blandt danske unge. Ikke bare som et coronafænomen, men som noget langt mere omfattende. Bob Dylan har måske svaret.

Banegårde, hospitaler, skoler, rådhuse og andre administrationsbygninger demonstrerede ikke bare begavet funktionalitet, men knæsatte et kvalitetsniveau, der sømløst kunne gives videre til efterfølgende generationer.

Det vil være i eftermælets interesse, at rettigheder bliver håndteret med en vis largesse, da de ellers risikerer at glide ud af den kollektive bevidsthed.

Besættelsestiden er en historie, som politisk både kan bruges og misbruges, hvilket blot understreger behovet for, at den hele tiden forvaltes med den størst faglige kyndighed.

Autoriteter er altid under beskydning. Nogle gange med god grund, men ofte alene fordi mindre ånder synes, at det nu skal være deres tur til at få opmærksomhed.

Man må derfor også spørge, om det nu er klogt af DR at satse hele butikken på at nå de mange til det samme frem for at nå endnu flere til noget forskelligt?

En pæn del af de kunstnere, jeg sætter højst, er ikke typer, jeg ville råde mine nærmeste at pleje privat omgang med, selv om jeg på det varmeste vil anbefale dem som kunstnere.

Foucault, der i sin tid gik i brechen for pædofili og begejstret applauderede ayatollah Khomeinis blodige præstestyre i Iran, er i dag sammen med Judith Butler (filosof, sociolog og queer-teoretiker, red.) blandt de mest ombejlede tænkere.

DRs mediearkiv skal bringes til ære og værdighed og skabe værdi for alle og enhver.

Det bør være muligt at skelne mellem en usympatisk kunster og dennes kunst, selvom det lige i kampens hede måske er et lidt for stort krav.

Kronik i Politiken. En tilrettet og udvidet udgave af det indlæg jeg i forrige uge bidrog med til høring om identitetspolitik på Christiansborg.

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt havde den 3.3.22 inviteret til høring om identitetspolitik i Proviantgården. Jeg sagde følgende.

Det er ikke kun særlinge, der mener, at man i den trykte bog finder noget værdifuldt, som man ikke får fra de digitale tilbud.

»Mærkeligt,« skulle Niels Bohr have sagt. »Førhen tog det en måned at male et billede og fem minutter at forstå det. I dag er det nærmest omvendt!«

Identitetspolitik er for venstrefløjen et opgør med den hvide, heteroseksuelle mand. For højrefløjen er det en kamp mod eliter, globalisering og modernitet. For begge parter er det et oprør mod meritokrati, universalisme og fornuft.

Humaniora har ikke mange støtter i de beslutningsbærende lag, og det er ikke bare en skam. Det er også en fejl.