Information den 9. februar 2021.
I sin gode kronik den 8. februar om striden på Filmskolen når lektor Jørn Bjerre frem til en vigtig konklusion: »Et bud på en løsning kunne være, at identitetspolitikkens forkæmpere indser, at de står på skuldrene af de værdier, som de gør op med, mens repræsentanterne for de etablerede progressive værdier indser, at identitetspolitikken er et bidrag til værdiernes nødvendige fornyelse.
Jeg er enig.
Identitetspolitikken har en indlysende pointe: Den til enhver tid værende magt er tilbøjelig til bevidst eller ubevidst at holde andre stemmer ude og dermed gøre verden mindre facetteret, mindre fri, end den kunne være. Derfor skal magten kritiseres.
Det er nemlig en sejr for friheden hver gang, der skubbes til det bestående og skabes nye rum at være menneske i. Anerkendelse af homoseksualitet var et fremskridt, den formelle ophævelse af diskrimination på baggrund af etnicitet var et fremskridt, ligesom det var et fremskridt, at forrige århundrede afdækkede myriader af nye måder at være familie på.
Til gavn for alle
Man kan se det som én lang kamp mod den hvide mands dominans, eller man kan se det som et resultat af den universalisme, der udsprang af Oplysningstiden. Jeg tilslutter mig det sidste synspunkt. Forandringerne i den hvide mands verden har været bemærkelsesværdige og til gavn for alle. Ikke bare for den hvide mand.
Det er universalismen, beskyttelsen af individet og ytringsfriheden, der har givet plads til modbevægelserne, til kritikken af det bestående og tilvejebragt varige løft for den menneskelige frihed.
Magt, sandhed og bestemmelse af værdier er dermed ikke længere noget, der skal foregå inden for en gruppes lukkede kredsløb. Det er noget, der skal afgøres i en offentlighed, hvor det bedste argument kan og bør overtrumfe afsenderens identitet, position eller eventuelt anstødelige udtryksform.
Det er også derfor, det er så bekymrende, når bølgen af identitetspolitik har skyllet en hel stribe antidemokratiske, antiuniversalistiske og reelt antiintellektuelle tiltag med sig, eksempelvis trigger warnings, deplatforming, safe spaces og cancel culture.
Alt sammen noget, der skader den åbne debat og baner vej for en uforsonlig kamp mellem en sværm af identiteter, der i al evighed kan strides om magten, men ikke egentlig indgå i nogen fælles og frugtbar samtale.
Afståelsen fra at vise stødende film for de studerende på Filmskolen er et sådant eksempel. Behovet for at kalde fagfolk og følsomhedslæsere ind, inden kunstnere udtrykker sig, er et andet eksempel, og kravet om et opgør med hvide mænd, alene fordi de er hvide, er endnu et eksempel på, at samtalen er afbrudt, og der er fløjtet til kamp mod universalismen.
Identitetspolitik
Vi kalder det wokeness og tænker måske, at det er en ny venstrefløj. I så fald er det et opgør med den frihed, rummelighed og universalisme, der ellers altid har kendetegnet den gamle og mere fordomsfri del af venstrefløjen.
Rigtigere er det at konstatere, at woke-generationens verdensforståelse spejles af en lige så konfronterende og ekskluderende identitetspolitik på højrefløjen i form af De Gule Veste, Men in Black og Generation Identitær.
På venstrefløjen handler det om køn, seksualitet eller etnicitet, mens den på højrefløjen næsten altid knytter sig til forestillingen om folket, nationen eller religionen.
For venstrefløjen er det et opgør med den hvide, heteroseksuelle mand. For højrefløjen er det en kamp mod eliter, globalisering og modernitet. For begge parter er det et oprør mod meritokrati, universalisme og fornuft, og ingen af dem er rigtig kompatible med principperne i et åbent samfund.
Jeg er enig med Jørn Bjerre i, at kritik af det bestående er en forudsætning for udvikling, og opmærksomheden for hele tiden at finde plads til nye stemmer er en fordring, både skoler, forlag og medier bør tage på sig.
Men er de nye stemmer trods deres offertrang og besyngelse af mangfoldighed i virkeligheden reaktionære og ekskluderende, skal de tales imod og for eksempel have påpeget, at de er i grel modstrid med den undervisningstradition og generelle åbenhed, vi sædvanligvis hylder i det her samfund.