Berlingske den 16. februar 2022
Det fortælles, at Niels Bohr en dag stod i kø i kantinen på instituttet, mens han kiggede rundt på den moderne kunst, der netop var kommet op.
»Mærkeligt,« skulle han have sagt. »Førhen tog det en måned at male et billede og fem minutter at forstå det. I dag er det nærmest omvendt!« Anekdoten har jeg fra min gamle lærer, professor David Favrholdt, og selvom den måske ikke er fuldstændig citatfast, udgør den en fin illustration af, hvordan kunst har forandret sig.
Den er blevet mere akademisk, mere spekulativ og konceptagtig og mindre umiddelbart aflæselig, hvilket også sætter sig aftryk i stadig længere og stadig mere lærde katalogtekster.
Mere idé og mindre håndværk, kunne man måske også sige.
En guldfisk i en blender, en udstoppet hundehvalp, en nedbrændt børnehave. Ikke nødvendigvis dårlig kunst, men værker, der nok kræver en omfattende forklaring for at blive forstået som andet end kitsch eller hærværk.
Sådan var det også med de såkaldte readymades, spektakulært introduceret af Marcel Duchamp i 1917 i form af et udstillet pissoir eller mere konceptuelt udtænkt som Piero Manzonis »Merda d'artista« fra 1961.
Der skal en del ord til, før man for alvor indoptager det som kunst, men det gør jo heller ikke noget. Kunst skal jo ikke bare byde sig til som søbemad.
Kunst skal interagere med verden, skubbe til den og ind imellem få os til at forbløffes, sådan som det skete, da Banksy lod sit maleri makulere for rullende kameraer og måbende auktionsgæster, hvormed han på én og samme tid satiriserede over kunstens kommercialisering og paradoksalt nok sendte prisen på det nu molesterede billede på himmelfart.
Herhjemme har det senest vakt debat, at kunstneren Jens Haaning levede op til titlen på det værk, han leverede til museet KUNSTEN: »Take the money and run«. For det var, hvad han gjorde. Han stak simpelthen af med de kontanter, han havde fået af museet til et andet værk, og fremsendte i stedet to tomme billedrammer.
Er det kunst? Ja, det er det. Der er en klar idé og en udførsel, som er gennemført og effektfuld.
Er det god kunst? Det afhænger vel lidt af, hvordan samtalen om værket udvikler sig.
Duchamps pissoir og Manzonis lort på dåse har i hvert fald vist sig både væsentlige og levedygtige, hvilket understreger et andet karakteristikum ved den type kunst - at den kun virker første gang.
Der vil næppe være nogen videre begejstring over flere guldfisk i blendere, over endnu et maleri af en genstand med en selvafvisende titel som »Ceci n'est pas une pipe« eller over endnu en kunstner, der objektivt og juridisk set bare stjæler fra sin opdragsgiver.
Et krav til kunsten, uanset om den fordrer håndværksmæssig kunnen, eller om den løftes igennem takket være en idé og en akademisk indpakning, må være, at den er original.
Er den ikke det, er den ligegyldig. Kopier er der ligesom nok af.