Berlingske den 15. september 2021
I 1989 gik den tjekkiske digter Václav Havel fra dissident til præsident. Under det kommunistiske regime havde han holdt modet oppe med Velvet Underground og Frank Zappa. Det var magtkritisk og støjende. Det var lyden af frihed.
Da Tony Blair tog magten i England, var det også til lyden af rockmusik, men nu havde den skiftet karakter. For eksempel U2s Bono, der både kunne være fotolækker aktivist og skamløs skatteunddrager.
Hvor Havel viste, hvad modkultur betød i kampen mod totalitarisme, var Bono et eksempel på, at rockmusikken var noget, magten spillede, når den skulle holde fest.
Da jeg havde ansvaret for Det Kongelige Teater, var der langt imellem folketingspolitikere, der benyttede tilbuddet om en gratis billet. Heller ikke den daværende finansminister, hvilket for så vidt var forståeligt.
Han var jo en travl mand, men da hans sekretær meddelte, at ministeren gerne ville have sig frabedt at blive inviteret, så tænkte jeg, at der godt nok var sket meget for det parti, der for 60 år siden grundlagde kulturministeriet.
I dag synes samme partis ministre fortsat ikke, det er finkultur, de skal associeres med. Så hellere som statsministeren og forsvarsministeren tage selfies fra en popkoncert, mens Afghanistan ramler.
På samme måde var der heller ikke én politiker, der fandt anledning til at nævne, at Olga Ravn for nylig blev shortlistet til en af verdens mest prestigefyldte litteraturpriser, Bookerprisen, eller at den dybt kompetente John Fulljames mistede sit job som operachef.
Den nuværende regering har ikke forsømt en lejlighed til at lægge afstand til »det fine«, sådan som strategen Henrik Sass Larsen i sin tid konstaterede: »Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet.« H vad er finkultur egentlig? Ja, det er meget af det, Sass Larsen nævner.
Det er de vægtige romaner, de store orkesterværker, skuespil og balletter, og det er den billedkunst, der ikke bare glider ind, som var det design. Der er masser af anden god kultur, men finkulturen er karakteriseret ved, at den er krævende.
I dag er finkulturen den tydeligste modstemme til det konventionelle, mens mainstreamkulturen er fordringsløs. Man skal bare kunne holde på en fadøl med den ene hånd og tage en selfie med den anden.
Finkultur er som udtrykt hos dagens Socialdemokratiet noget »elitært«, og eliter med alle deres høje standarder er mega-nederen - medmindre vi taler om sport.
Chuck Berry forudså det i 1956: »My heart's beating rhythm/ And my soul keeps singing The Blues/ Roll over Beethoven/ Tell Tchaikovsky the news.« Og »the news« var, at popkulturen fra da af tværede finkulturen ud. Finkulturen blev dermed sammen med den undergrund, der fortsat tager chancer, til den egentlige modkultur.