Berlingske den 1. september 2021
Den nye kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensens, bord er ikke tomt. En bunke opgaver ligger og venter, mens langt størstedelen af ' hendes' budget er låst på områder som teatre, museer og film. Her er altså ingen fri leg, hvilket ikke er det samme, som at hun ikke kan gøre en forskel.
For øvelsens skyld kunne hun jo starte med at teste sin gennemslagskraft ved at foreslå flere midler til kulturområdet. Det er der behov for efter årelange besparelser på de nationale kulturinstitutioner. Det har svækket niveauet og dermed evnen til at vise, at vi trods vores lidenhed alligevel formår det sublime.
Skulle bestræbelsen på at flytte penge fra mink og motorveje til kunst og fællesskaber vise sig for vanskelig, er der andet at tage fat på. For eksempel at sætte gang i folkelige debatter om helt grundlæggende spørgsmål. Det kunne være i forhold til klimaet, flygtninge eller synet på, hvad det overhovedet vil sige at være dansker i en tid med så voldsomme forandringer som vores.
Eller mere prosaisk: Gå i brechen for den læsning, der er truet hos de yngste, og i den forbindelse straks få afsluttet den strid om faggrænser mellem folkeskolelærere og bibliotekarer, der lige nu svækker indsatsen.
Dengang Dansk Folkeparti var en succes, var værdidebatter en kernekompetence, de havde for sig selv, hvilket var skørt, for det er altid vinderen af tidens værdikamp, der sætter rammen for fremtidens politik.
Mindre sfærisk end debatter og folkeoplysning er det at optimere den verden, der allerede foreligger. For eksempel at tage et opgør med DRs lukkethed og gøre deres arkiver tilgængelige for private medieudbydere. Statsfinansierede medier og private aktører skal jo ikke bekæmpe hinanden. De skal sammen løfte det ansvar, det er at bidrage til en oplyst offentlighed.
Fornuftigt ville det også være at beslutte at drive DRs ensembler sammen med Det Kongelige Kapel. Det ville give bedre fleksibilitet, mere kunst for pengene og betydelig mere værdi for de danskere, der betaler festen.
Handler det om større budgetter, så må den nye minister nok tage en vældig dyb indånding og begynde et opgør med de populistiske vinde, der i disse år fylder sejlene i Socialdemokratiet med kurs direkte væk fra egen historie.
Folkelige debatter om identitet og eksistens kan hun til gengæld sætte i gang af egen kraft. Og vi trænger til dem. Verden slår kolbøtter, og vi har behov for at tale med hinanden for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele.
Og så er der de organisatoriske forandringer på kulturområdet. Den slags vil ikke ske uden skrig og skrål, men det vil som udgangspunkt være gratis, og det vil kunne gøre en forbløffende stor forskel.
Ane Halsboe-Jørgensen behøver altså ikke sidde på sine hænder, hvilket hun nu heller ikke ser ud til at have anlæg for.
Faktisk er der al mulig grund til at tro, at den nye minister vil kunne gøre en positiv forskel.