Berlingske d. 13. juni 2018
Jeg har en del sympati for tænketanken Cepos, hvilket måske ikke er så sært, for jeg var i sin tid med til at indstifte den.
Dengang tænkte jeg, at der var behov for at understrege den simple pointe, at mennesket er myndigt og ansvarligt og ikke blot en hårdtarbejdende lønmodtager eller en klient i en velfærdsstat. Det mener jeg stadig.
Til gengæld synes jeg, at Cepos er blevet en del mere enstrenget, end jeg i sin tid havde forestillet mig. »Lavere skat« lyder svaret rutinemæssigt, uanset hvad spørgsmålet måtte være. Jeg tænker, det hænger sammen med, at lige præcis dét, lavere skat, er den fællesnævner som borgerlige mennesker på tværs af ellers uforenelige holdninger i det mindste kan enes om.
Om alt andet er der jo nærmest frådende uenighed: Religioners betydning, nationalgrænsers vigtighed, behovet for internationalt samarbejde og - kan jeg nu konstatere - bibliotekers betydning for borgerne.
Den 23. maj var Cepos' cheføkonom ude i Information med en komplet udokumenteret påstand: »Bibliotekerne gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse.
Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man en mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned.« Jeg aner ikke, om det anførte er rigtigt, og det gør cheføkonomen heller ikke. Hvad det til gengæld afslører, er et menneskesyn, der synes at anskue borgeren udelukkende som et redskab for produktionen, hvilket bekymringen for det angiveligt reducerede arbejdsudbud dækker over.
Jeg kunne ikke være mere uenig.
At være menneske skal ikke være et projekt for staten endsige erhvervslivet.
Mennesket er et projekt i og for sig selv. Det er vel også de færreste, der på deres gravsten ønsker at give udtryk for ærgrelse over, at de gennem livet ikke har brugt flere timer på kontoret, sådan som John Cleese på et tidspunkt lakonisk noterede sig.
Ud over at være ydende og produktiv og at kunne indgå i sociale og samfundsmæssige sammenhænge, har mennesket den afgørende opgave at blive sig selv. At tro, at mennesket først og fremmest er et middel i produktionens tjeneste, er både uetisk og umådeligt fattigt i en forstand, der rækker langt videre end resultatet af en økonomisk bundlinje.
Cepos' gennemslagskraft gennem årene har formentlig hængt sammen med dens monomane optagethed af at få lettet skattebyrden, mens det, der primært drev mig (og andre) til at stille os bag etableringen af tænketanken, var ønsket om et bredere blik for, hvad det vil sige at være menneske i et stadigt mere reguleret samfund.
Med Mads Lundby Hansens syn på basal folkeoplysning tænker man, at det alligevel er meget godt, at Cepos' pallette er forblevet så smal, som tilfældet er.