Berlingske den 30. maj 2018
Historisk har det næppe været for alle at spekulere over, hvem man nu var som menneske, og hvad man mon skulle i tilværelsen? Den slags overlod man til randeksistenser som eksempelvis Søren Kierkegaard.
»Det er jo ethvert Menneskes Bestemmelse at blive fri, uafhængig, sig selv« (SKS 9,276), sagde han, hvilket han sagtens kunne hævde, når man som han levede af faderens penge og helt kunne hellige sig sit eget indre liv.
I dag er det imidlertid ikke noget, der er forbeholdt de privilegerede. Tværtimod er optagetheden af sig selv vokset eksplosivt, samtidig med at bekymringen for, hvordan man overhovedet skal overleve, er taget af.
Nu er ens identitet uafladeligt til debat, og det er ikke bare et spørgsmål om at flytte fra land til by eller gifte sig eller lade være.
Alt forhandles: Køn, familieforhold, seksualitet, karriere, nationalitet, ja, selv etnicitet og kulturelt tilhørsforhold er genstand for diskussion.
Hvor det vel er et overvejende borgerligt projekt at hæfte identitet op på oprindelse - »danskhed« f. eks. - så er det et venstreorienteret slagnummer at gøre identitet til et spørgsmål om social konstruktion og dermed et redskab i kampen om magten.
Her skal ingen - og slet ikke hvide, heteroseksuelle mænd - tro, at de har nogen som helst fortrinsret til sandheden. »Sandhed« findes nemlig ikke som en objektiv størrelse, som vi ved fælles indsats kan stræbe imod. Sandhed findes kun som tolkning, og da al tolkning afhænger af øjnene, der ser, bliver det væsentligt at finde frem til sin egen identitet og derpå føre den i marken som selve tolkningens anker.
Det kunne være identiteten som sort kvinde, transseksuel mand, etnisk minoritet, eller hvor man nu ender i det identitetsmæssige slaraffenland. Som en foregribelse af tidens tænkning anførte Simone de Beauvoir i »Det andet køn« : »at man ikke fødes som kvinde, man bliver det.« Med den skærpede opmærksomhed om identitet som konstruktion eller oprindelse følger øjensynlig en altid frisk parathed til at blive krænket. Krænket på sin danskhed, sit køn, sin etnicitet, eller hvad der nu lige suser omkring.
For nylig fik teatret SORT/ HVID bøllebank for at have anvendt ordet »nigger« og for at have ladet en hvid skuespiller optræde med sortmalet ansigt. »Appropriation« hedder den slags med et af de modeord, der er uomgængelige, hvis man vil mene noget om identitet og magt.
Også på højrefløjen er man idelig oprevet.
Her jamres over danskhedens snarlige undergang og den fortsatte bevægelse bort fra en i øvrigt temmelig hjemmestrikket guldalder.
Her synes højrefløjen at overse, at man kun navigerer dårligt ind i fremtiden med blikket stift rettet mod bakspejlet, mens man på venstrefløjen overser, at man uagtet støjende indignation ikke bare frit kan opfinde sig selv eller verden omkring én.
Var det tilfældet, ville vi vælte os i naturvidenskabelige fag som »feministisk relativitetsteori« eller »afro-dansk mikrobiologi«. Det gør vi heldigvis ikke. Det er mest humaniora, der er ramt af den her identitetsbacille, men det er nu også slemt nok.