Berlingske den 16. maj 2018
I forrige uge stod balletmester Nikolaj Hübbe frem foran publikum på Gl. Scene: »En gang imellem sker det, at vi er så heldige at se et stjerneskud,« sagde han.»For så må vi jo ønske...« Og så meddelte han, at den 25-årige danser, Andreas Kaas, blev udnævnt til ny, kongelig solodanser. Balletmesterens ønske var gået i opfyldelse.
Det er muligvis en begivenhed, der ikke får trafikken til at gå i stå ret mange steder her i landet, men for en balletdanser er det noget nær det fineste, man kan blive, og for Kaas er der tale om et regulært eventyr. Han er ikke af en familie, hvor dans har været det selvfølgelige omdrejningspunkt. For dem, der har set serien »I forreste række« , vil man erindre, at Kaas er fra Ishøj, tvillingebroren er kok, moren frisør og stedfaren VVSer.
Ikke et ondt ord om disse fag, men det er ikke det typiske afsæt for et barns karriere ud i dansen. Heldigvis lever vi et land, hvor vi som en af de dybt forankrede værdier synes, at muligheder skal være for alle og ikke kun for de privilegerede. Vil man være forsker, forretningsmand eller kunstner, bør det hverken være social arv, køn eller etnicitet, der holder én tilbage. Kun manglende talent.
Er det mon sådan som den i øvrigt mislykkede balletdanser, HC Andersen, syntes at hævde, at selv om man vokser op i en andegård, så ender man uundgåeligt med at folde sig ud som svane, hvis det vel at mærke er et svaneæg, man kommer af?
Eller er det nærmere Henrik Pontoppidan, der havde ret, når han hævdede, at det forholdt sig stik modsat. At det da godt kan være, at du egentlig er en ørn, men vokser du op på en bondegård, kommer du aldrig til at folde dine fulde potentialer ud? Miljøet holder dig nede, og du må sidde tilbage med alle dine visnede talenter og kukkelure.
Sandheden er nok den bitre, at kun de færreste stammer fra noget så ædelt som et svane- eller ørneæg. Talent er hammer ulige fordelt, og uanset hvor megen medvind nogen har gennem livet, kommer de aldrig til at hæve sig over det middelmådige, mens andre med kun ganske beskeden opbakning præsterer det ekstraordinære.
Det behøver man ikke at blive indebrændt over, men blot indoptage som et faktum på linje med det uretfærdige, at også et godt helbred er ulige, for ikke at sige uretfærdigt, fordelt, men selv i et lighedssamfund er ikke alting retfærdigt.
Lad os styrke indsatsen for at finde og fremme talentet, uanset hvorfra det udspringer, og lad os samtidig slå os til ro med, at det ikke er os alle, der besidder det. De af os, der mestendels hører hjemme i den sidste kategori, kan til gengæld glæde os over, at de få med virkelig kunnen (heraf i øvrigt også ordet »kunstner« ) gør vores alle sammens liv større.