Berlingske den 2. maj 2018
Et fællesskab er mere end et sammenrend.
I et fælleskab deler man noget.
Værdier, historie, viljen til en fælles fremtid. Rigsfælleskabet rummer udover »moderdyret« - Danmark - Færøerne og Grønland. Sidstnævnte har netop afholdt landstingsvalg med det resultat, at de mest insisterende selvstændighedskandidater blev marginaliseret, mens stemmerne gik til dem, der nok taler om selvstændighed - som i en bevidsthed om grønlandsk identitet og et stadigt større ansvar for egne anliggender - men også med en vis forståelse for, at Danmark og Grønland har en fælles fremtid.
Naturligvis! Danmark og Grønland har hørt sammen i 1.000 år. En femtedel af den grønlandske befolkning opholder sig konstant i Danmark, og mere end en tredjedel af de uddannelsessøgende vælger efterfølgende at bosætte sig her.
Ingen dansker slipper upåvirket fra et besøg i Grønland. Naturen, menneskene, storheden lader én stum. Grønland er en mental kajeryster og for nationen en sjælden anledning til at abstrahere fra selvforståelsen som et lilleputland, hvor »få har for meget og færre format,« som Paul Hammerich besk og uretfærdigt formulerede det.
Det store mysterium er, hvorfor vi ikke i langt højere grad aktivt vælger en fremtid med hinanden fremfor at bruge så megen energi på at reducere de fælles muligheder? Hvorfor lader vi stå til, fremfor for alvor at engagere os med mere end det årlige beløb af tilskudsmidler, der svarer til, hvad vi betaler i licens til DR? Der er brug for massive erhvervssatsninger, sådan som også danske pensionskasser har signaleret det, og der er brug for en fælles kulturel udvikling, der ikke bare værner om en forgangen fangerkultur, men skaber et moderne Grønland indenfor Rigsfællesskabets rammer. Det burde betyde en nedtoning af den planøkonomiske tilgang, der ikke skaber taknemmelighed, men klienter og en udbredt længsel efter en fortid, som ingen i virkeligheden ønsker. Og hvorfor også klynge sig til en falsk fortælling om et mishandlet urfolk, når den er ude af stand til at levere en bæredygtig fremtid?
Lige nu tegner to scenarier sig. En fortsat, men reduceret bevillingsøkonomi eller et scenarie, hvor udenlandske bejlere køber sig til indflydelse med en sikker gevinst for overklassen og et indlysende tab af autonomi, historie og identitet for det grønlandske folk. Og det danske.
Ét sted at begynde er at genindføre dansk som undervisningssprog i skolerne. Det er nøglen til, at den videre undervisning i Danmark bliver gnidningsfri og ikke som nu, hvor stadigt flere opdager, at de sproglige færdigheder er for mangelfulde til en fortsat uddannelse.
Problemet er ikke, at der i Danmark er nogen særlig modvilje mod Grønland.
Problemet er, at der ikke er nogen vilje. Man virker ligeglad.
Grønlænderne kan selv gøre meget, men Danmark må også komme på banen og bidrage til, at den fælles fremtid bliver lige så attraktiv, som de løfter, der ligger i Rigsfællesskabet, tilsiger.