Berlingske den 18. maj 2018
Det siges, at der ikke findes noget synspunkt så tåbeligt, at det ikke på et eller andet tidspunkt er blevet fremsat af en filosof. Et udsagn, som det aldrig for Michel Foucault lykkedes at dementere.
Senest har Weekendavisens Søren Villemoes påpeget, at franskmandens syn på sex mellem børn og voksne var opsigtsvækkende.
Eksempelvis mente han, at kønslig omgang, hvor barnet ikke ligefrem strittede imod, burde være tilladt. »Jeg føler mig fristet til at sige: Fra det øjeblik barnet ikke nægter/ gør modstand, er der ingen grund til at straffe handlingen«. (Citat fra La folie encerclée, 1977).
Det var imidlertid ikke kun i forhold til det seksuelle, at den også i Danmark vældigt populære mestertænker trådte noget uden for det gængse. Også i sine politiske analyser gav han los. Tydeligst sås det i hans begejstring for den iranske revolution.
Her fastslog han, at ayatollah Khomeinis tilbagevenden ville være et udtryk for det iranske folks »fuldendt forenede kollektive vilje«, og i den iranske revolution så han »den første store opstand mod de globale systemer«. Da præstestyret kort efter var en realitet jublede han: »Som et svar på reelle problemer imponerede styret mig i sine bestræbelser på at politisere strukturer, der socialt og religiøst er uadskillelige. Jeg var også imponeret af styrets forsøg på at åbne for en spirituel dimension i politik«. (Citater fra Afary og Anderson: »Foucault and the Iranian Revolution«, 2005).
Om forholdet mellem kønnene udtalte Foucault nysprogsagtigt, at der under det nye islamiske styre »ikke ville være uligheder mellem mand og kvinde, kun forskelle«. (Jeremy Stangroom, The Philosophers Magazine, 15.10.2015).
Måneden efter at have sat fod på iransk jord udstedte Khomeini forbud mod, at kvinder kunne være dommere, og at de kunne begære skilsmisse. De skulle desuden udelukkes fra sport og fremover bære chador. Man må spørge sig selv, hvordan et menneske som Foucault - homoseksuel, storforbruger af frihedsrettigheder og materielle goder, f. eks.eksklusive sportsvogne - kunne se nogen som helst opmuntring i Khomeinis virkeliggjorte udgave af Islam?
Formentlig skal det vidtgående syn på seksualitet ses som en konsekvens af hans opfattelse af det vestlige menneske som ufrit, hvorfor en overskridelse af normerne var nødvendig.
I forhold til præstestyret skal hyldesten nok forklares ved, at han dér fandt en part, der foragtede USA lige så meget som han selv, samtidig med at han hos Khomeini anede en åndelighed, som var anderledes frigørende end den fæle materialisme.
For Foucault drejede det sig dybest set om at nå frem til en ny magtopfattelse. »At tænke sig kønnet uden loven og magten uden kongen,« som han formulerede det i »Seksualitetens historie«, 1976.
Det er således godt, at der i filosofien gås radikalt til værks, men det er nok også meget godt, at de livlige deduktioner ledsages af en indre bremse, når afstanden mellem tænkning og fornuft bliver for stor.
Den bremse savnede Foucault.