Berlingske den 4. april 2018
I sidste måned begik den svenske skuespilchef Benny Fredriksson selvmord. Det skete under en rejse til Australien med hans verdensberømte kone, operasangeren Anne Sofie von Otter.
Selvmordet kom efter et massivt mediepres, hvor Fredriksson blev hængt ud som despot og gjort ansvarlig for seksuelle overgreb på ansatte på det kendte Stadsteatern i Stockholm.
Det var Aftonbladet, der stod for den køllesvingende kampagne, som byggede på bare én navngiven kilde og knap 40 anonyme.
Kampagnen blev fulgt op af den sædvanlige blodbølge på de sociale medier. Det hele blev set som et led i den # MeToo-bevægelse, der fylder virkeligt meget hinsidan. Som man husker, startede # MeToo med at påpege noget indlysende: Ingen må udnytte deres magt til overgreb, hvilket jo flugter fint med gængs moral, sund fornuft og lovgivning i øvrigt.
Benny Fredriksson blev imidlertid frikendt for anklagerne om seksuelle krænkelser. Det fremgår af den myndighedsrapport, som udkom få dage efter selvmordet. Her kunne man intet hold finde i påstandene om »sexuella trakasserier«, mens opfattelsen af ham som en hård - om end succesrig og passioneret - teaterchef forblev intakt.
# MeToo-bevægelsen har en uomgængelig pointe, der handler om retten til at sige fra over for overgreb. Spørgsmålet er imidlertid, om bevægelsen ikke er i fuld gang med at overspille sine kort. Om den ikke er ved at skabe et billede af krænkelser som noget normalt, mens problemfri omgang mellem mænd og kvinder reduceres til en undtagelse.
Den danske skuespilbranche har også gjort en indsats for at få trukket overgreb frem i lyset, men systematiske krænkelser synes - trods enkelte ubehagelige eksempler - ikke at være tilfældet, selv om der nu i flere måneder har været frit Facebook-lejde for anonyme indberetninger.
På Det Kongelige Teater spurgte vi senest i den løbende undersøgelse af arbejdsmiljøet til mobning, herunder specifikt om uønsket seksuel opmærksomhed. Det skete umiddelbart før Weinberg-sagen brød ud.
Svaret fra vores næsten 1.000 medarbejdere var klart. Det udgjorde ikke noget overnormalt problem.
Det svarer vel meget godt til den opfattelse, de fleste af os har, nemlig at mænd og kvinder, ansatte og chefer, gennemgående har en fin og respektfuld omgang med hinanden, og altså at der ikke som hovedregel er en virkelighed derude, hvor kvinder jages, og magtfulde mænd slipper af sted med overgreb.
Til trods for # MeToo-bevægelsens stedvise forvrængninger har den ikke desto mindre ført til et opgør med en tavshedskultur, der visse steder faktisk gjorde forulempelser mulige. For eksempel i den amerikanske filmbranche, som nu forhåbentlig forandres for altid. Det kan man i så fald takke de krænkede for. Dem, der trådte frem med navne og ansigter.
Man må nemlig hamre fast med syvtommersøm, at en tavshedskultur i et retssamfund ikke bekæmpes af en anonymitetskultur eller af sociale mediers pøbelvælde. Det skaber blot nye ofre.
Benny Frediksson er et af dem.