Berlingske den 27. juni 2018
DR skal beskæres. Det står fast efter et ulykkeligt sammenstød mellem en bemærkelsesværdig tilbageholdt kommunikation fra den danske mediekæmpe og et stort set uimodsagt politisk ønske om omfattende besparelser.
Når det er kommet dertil, skyldes det ikke mindst, at DR på linje med en række andre statslige institutioner har mistet deres folkelige mandat. SKAT, DSB, PostNord m. fl. fremstår ikke længere som tillidsvækkende støttepiller under samfundet, sådan som tilfældet var i de årtier, hvor velfærdsstaten voksede sig stor.
Nu blegner det fælles projekt, mens en massiv optagethed af det individuelle er sat ind.
MIG som forbruger. MIG som klient. MIG som verdens selvrealiserende centrum.
DR har kæmpet for at opretholde illusionen om noget fælles, og nu og da var det stadig muligt at samle seere, så det så ud, som om fællesskabet var intakt, selvom en nærmere granskning ikke nødvendigvis overbeviste om, at man var stimlet sammen om noget vigtigt.
Finest har været DR Dramas produktioner, som jeg selv i nogle år havde æren af at repræsentere rundt om i verden, hvor nysgerrigheden var stor. For hvordan pokker var det muligt for det lille land igen og igen at skabe serier med så megen kant og appel? Den opmærksomhed varede ved, lige indtil Netflix og HBO for alvor trykkede speederen i bund. Nu var DR ikke længere ene om at levere serier med hjerte, bid og høj »production value«. Det kunne de nye mediegiganter i dén grad også, og med hits som House of Cards, Breaking Bad og Game of Thrones kunne de »samle danskerne«, som man siger. Og det med nogle produktionsbudgetter, der til sammenligning fik DRs fiktionsafdeling til at ligne en pissemyre i kapløb med en gazelle.
Netflix alene har ifølge Information årligt omkring 50 mia. kr. til indholdsproduktion.
Politikerne har raset mod DR uden tydeligt at forklare, hvad det var, de ville have i stedet, og DR har reageret med tiltag, der virkede mere forskræmte end gennemtænkte. Pludselig kom et par bud på de kulturprogrammer, som i årevis desperat havde været efterlyst, og pludselig skulle X Faktor, den store generationssamler, lukkes.
Det sidste virkede på en måde både uafvendeligt og sært. Uafvendeligt, fordi succesen var en stadig torn i øjet på de kommercielle aktører, som konstant havde klaget deres nød i de folkevalgtes ører, og sært, fordi formatet så alligevel gik direkte til den anden statsejede tv-kanal, TV-2, samtidig med at DR prompte barslede med et nyt koncept, der lignede det gamle til forveksling.
Besparelser eller ej, talentshows med hidsige jingler og overgearede værter vil fortsat være den store seerindpisker. Fremover vil der så nok også være flere rådløse kulturprogrammer på sendefladen, ligesom man atter vil søsætte flagskibet, DR Drama, men nu i en medievirkelighed, der er lige så forandret som det København, man møder i Netflix-serien »The Rain«. Ser man grundigt efter, vil man i den ane resterne af en stolt, dansk public service-tradition, der er ved at regne bort.