Berlingske den 9. august 2017
Engang var det venstrefløjen, der have mistet humøret. Det var her, de voksne også kunne være bange, og det var her, man skælvede ved udsigten til atomkraft og syreregn og kapitalisme og imperialisme og mandschauvinisme.
Der var rigtig meget at være bange for dengang som venstreorienteret.
Nu er venstrefløjen af en eller anden grund forsvundet, men mismodet synes at have overlevet på den yderste højrefløj. Her kan man i blog på blog og i milelange kommentarspor læse om Vestens snarlige undergang. Muslimerne vælter ind over vores grænser, blødsødenhed og humanisme synes at være gået i danskerne som en virus, og den eneste løsning lader til at være meget mindre stat, meget mindre internationalt samarbejde, mere overvågning og så fuld bak på udviklingen til en tid, der kun har eksisteret i skribenternes egen fantasi.
Den mere skikkelige borgerlighed og den engang så fordomsfri del af venstrefløjen holder lav profil, og det er da en skam, medmindre man ligefrem synes, at der er noget pirrende over profetering af snarlig undergang.
At skrotte det eksisterende er ingen ny idé. Denne gustne nihilisme har ligget bag enhver revolutionær bevægelse gennem historien, og det er velkendt, hvor stor skade det har gjort. Mindre velkendt er det måske, at revolutionen altid har født sin egen modsætning, nemlig reaktionen.
Med Oplysningstiden fik vi sekulariseret den kristne fremtidstro og dermed lagt fremtiden i menneskenes hænder. Vi fik en amerikansk og en fransk revolution og senere igen en masse andre revolutioner.
Med den revolutionære fremtidsoptimisme blev der imidlertid samtidig født dens egen modsætning, nemlig nostalgien. Reaktionen mod revolutionen.
For den reaktionære var for eksempel Den franske revolution ikke starten på en rejse ind i en strålende fremtid, men begyndelsen til enden. Den amerikanske forfatter Mark Lilla beskriver det i sin lille bog »The Shipwrecked Mind« : »Den reaktionære ser resterne af Paradis drive forbi sine øjne.« Hvis den revolutionære fortælling er, at fremtiden er paradis på jord, som vi kender det fra nazismen, kommunismen og socialismen, så er det den reaktionæres fortælling, at fortiden er paradis på jord, sådan som man kan høre det fra alle hånde nationalister, og som man har kunnet genfinde det i Brexit, hos stenkastende anti-globalister, hos Trump, Wilders, Marine Le Pen, Alternative für Deutchland og for fuld udblæsning hos Islamisk Stat.
Begge positioner - den revolutionære og den reaktionære - er fælles om at brænde det bestående ned på vejen til paradis, uanset om paradis ligger bagude eller forude. Men vi har ikke brug for flere rabiate tosser, der synes at finde en jublende tilfredsstillelse ved at erklære fremtiden for aflyst. Vi har derimod brug for konstant at korrigere tilværelsen, så vi kan leve op til den forpligtigelse, enhver generation må påtage sig, nemlig at levere verden videre til den næste generation i en lidt bedre stand, end da man selv modtog den.