Berlingske den 23. august 2017
For tiden kører der på DR3 en fin, lille programserie om livet i Den Kongelige Ballet. Det er ingen dans på roser, vil man kunne konstatere, men en daglig kamp for hele tiden at skubbe grænserne for egen formåen. Der er afsavn forbundet med at være så dedikeret, men også en stor tilfredsstillelse, når man kan mærke, at det, man har arbejdet for, siden man var barn hver dag året rundt bærer frugt i form af en uforlignelig kombination af kraft og ynde.
Balletdansere er kunstnere på et højt niveau. De udgør en elite, som kan noget, kun meget få er i stand til. Derved bekræfter de også Storm Ps klassiske iagttagelse om, at kunst ikke er noget, alle kan, for hvis alle kunne, var det jo ingen kunst.
Men det samme gør sig gældende på ethvert andet område, hvor nogen evner at træde ud af det gennemsnitlige og blive motorer for nogle indsigter eller en udvikling, der viser, at verden kan være så meget større end det, vi andre dødelige er i stand til at afdække.
Den evne er jo ikke kommet sådan af sig selv. I dansernes tilfælde skal man være født med den rette krop, træningsindsatsen skal være enorm og talentet betydeligt. Det samme gør sig gældende inden for sportens verden, hvor en elite af sportsudøvere viser os, at fysisk udfoldelse på det niveau er noget andet end leg og lidt klumpedumpet tidsfordriv, sådan som det er tilfældet, når nogle af os andre forsøger os.
På samme måde lykkes det for eliteforskeren, forretningstalentet og den begavede intellektuelle at levere resultater og indsigter, som ikke bare er drysset ud af ærmet, men opstået som resultat af slid, talent og gunstige muligheder.
Er det irriterende?
Sådan kan det godt føles, fordi man måske mærker et stik af misundelse over, at man ikke selv matcher niveauet eller ikke selv »orker« besværet, men først og fremmest må frugten af elitens anstrengelser ses på med den største taknemmelighed.
Eliten er de fyrtårne, der lyser, inspirerer og skaber både økonomisk vækst og kulturel værdi. De er en gevinst for os alle, men samtidig er det også klart, at de ikke ville kunne lyse, hvis ikke de var blevet tændt og løftet frem af en bred folkelig forankring.
Som samfund har vi en indlysende interesse i at fremme det unikke og ekstraordinære. Vi opdyrker og plejer derfor talenterne inden for kunst, sport, forskning, erhvervsliv og ethvert andet tænkeligt område.
Vi har brug for at blive opløftede som mennesker, og vi har brug for at blive beriget som samfund. Ikke for de få begunstigedes skyld, men for vores alle sammens skyld. For uden det ekstraordinære sidder vi alene tilbage med det ordinære.
Se serien om danserne og deres kamp »I forreste række« , hedder den og mærk stoltheden over at leve i et land, der både er rigt nok og klogt nok til at fremelske en elite, der gør os alle sammen større!